Betalingsmur: Times har mistet 1 mio. brugere

Betalingsmurene på The Times og The Sunday Times online har kostet godt en million brugere foreløbig.

RELATEREDE ARTIKLER

MEDIEPROFILER

De første brugertal efter betalingsmurene på thetimes.co.uk og søstersitet sundaytimes.co.uk blev en realitet, viser et sammenlagt fald på godt en million - fra 2,79 mio. brugere i maj til 1,61 mio. brugere i juli.

Det skriver MediaWeek med henvisning til tal fra ComScore.

I juni havde de to sites til sammen 2,22 mio. brugere - der er desværre ikke opgivet tal fra juni og juli 2009 til sammenligning.

Kun for udvalgte annoncører
Nedtællingen til betalingsmuren blev indledt d. 15. juni, hvor brugerne blev bedt om at registrere sig for at få adgang. Siden 2. juli har det krævet abonnement at læse artikler på de to sites.

Fra mediebureauerne lyder der ikke overraskede bekymrede toner:

"Fra en annoncørs synspunkt viser de nye tal, at The Times er et site, som det kun er brands, der vil ramme en specifik premium målgruppe, der vil være interesseret i at annoncere på," siger Justin Barnes fra Carat til MediaWeek. Mediabureauerne opfordrer udgiveren, News International, til at lægge antallet af registrerede brugere frem på bordet.

Nedgangen i brugertallet er på ingen måde uventet - det er tidligere estimeret, at murene vil koste 80 - 90 procent af trafikken. Helt så galt ser det dog ikke ud til at være gået endnu. 

- LR