Bonnier fyrer 15

Bonnier Publications og Benjamin Media samler deres to annonceafdelinger. 15 medarbejdere i Bonniers hovedsæde på Strandboulevarden er samtidig opsagt.

RELATEREDE ARTIKLER

Bonnier Publications gennemfører en organisationsændring, der betyder, at annonceafdelingerne for Bonnier og det helejede datter selskab Benjamin Media samles hos sidstnævnte.

I forbindelse med den øvelse har Bonnier "effektiviseret driften", og det resulterer i, at 15 medarbejdere i det danske hovedsæde på Strandboulevarden er blevet opsagt i dag, ifølge en pressemeddelelse.

Fremover skal Bonniers hovedsæde på Strandboulevarden fokusere på crossborder-udgivelserne som Illustreret Videnskab og Historie, der udkommer i op til seks lande, og hvis vigtigste indtægtskilde er abonnementssalg og ikke annoncer. Derfor rykker de to stærkt annoncebårne medier Bo Bedre og Penge og Privatøkonomi over til Benjamin Media, hvis fysiske rammer på Frederiksberg bliver udvidet.

Med samlingen af de to annonceafdelinger kommer magasinporteføljen op på 3,3 millioner læsere.

"Med én samlet annonceafdeling vil vi kunne møde markedet med flere og større attraktive målgrupper og annoncepakker, hvilket vil gøre os til en endnu mere oplagt samarbejdspartner i forhold til vores nuværende annoncører, og samtidig vil vi kunne tiltrække helt nye annoncører. Da Bo Bedre og Penge & Privatøkonomi er store annoncemedier, er det naturligt, at de overflyttes til Benjamin Media," siger Michael Cordsen, der er koncernchef for Bonnier Publications i meddelelsen.

Benjamin Medias adm. direktør Jesper Buchvald, der i sin tid blev rekrutteret fra Bonnier, ser frem til at inkludere Bo Bedre og Penge og Privatøkonomi i porteføljen.

"Det åbner en masse spændende muligheder for os. Både i forhold til de oplagte synergier mellem eksempelvis de tre boligblade Bo Bedre, Bolig Magasinet og BoligPlus, men det vil også skabe yderligere grobund for, at Benjamin Media kan vokse," siger Jesper Buchvald i meddelelsen.

Leder af den nye annonceorganisation bliver salgsdirektør Lars Guldager. Den vil i alt repræsentere 18 magasiner med tilhørende websites, såsom Costume, Woman og M!.

Den fysiske flytning af salgsafdelingen og de to magasiners i alt 35 medarbejdere vil ske i løbet af november.

- TBH