14/04/11 08:04
Fire P1- og tre P2-programmer vil lukke ned, når kanalerne lægges sammen på FM til november.
DR skærer yderligere i radioprogrammerne frem mod sammenlægningen af P1 og P2 på FM den første november. Det betyder, at nogle programmer helt vil lukke ned, mens andre vil få kortere sendetid, skriver dr.dk.
De P1-programmer, som kommer til at dreje nøglen om, er ’Vita’, ’Reportagen’, ’Klima og miljø’ med Julie Søgaard (foto) og ’Orientering Søndag’, som der hverken er penge eller plads til, når P1 i fremtiden må overdrage aften- og dele af weekendfladen til P2-indholdet på FM.
Programmerne ’Kulturnyt’, ’Feature’, ’Alletiders historie’ og ’Klubværelset’ bliver alle skåret med et kvarter, til gengæld opretter DR tre nye programmer: ’Orientering Weekend’, ’Reportagemagasinet’ og en erstatning for det nyligt lukkede ’Selvsving’.
P2 kommer kun til at eksistere i sin nuværende form på DAB, og kun den klassiske musik og formidling af denne vil blive bevaret på FM efter sammenlægningen. Dermed bliver det ikke længere muligt at høre ’Kulturguiden på P2’, ’Kulturnyt’, ’Radiodrama’ og jazz på FM.
P2's kanalchef Ole Mølgaard vil ikke udelukke, at flere programmer kan blive lukket, men vil ikke sige noget, før den endelige plan ligger klar om en måned.
”Der venter nogle besparelser på de forskellige kanaler, men dem vil jeg ikke ud med,” siger han til DR Kultur.
- SF
Vil du følge med i seneste nyt fra mediebranchen?
Prøv MediaWatch gratis eller få tilbud på et abonnement, der passer lige netop til dig eller din virksomhed.
Kontakt os på info@mediawatch.dk eller ringe på 70 777 447.
Betingelser:
Log ind for at kommentere denne artikel