Hyltoft: Bevar P2 - væk med P3

Ole Hytoft varmer op til en livlig diskussion i bestyrelsen af, hvorledes DR skal prioritere sin radioer, når DR mister retten til at benytte FM4 sendenettet.

RELATEREDE MEDIACAST

DR's bestyrelse er allerede i gang med en offentlig diskussion af, hvorledes DR Radio skal prioritere sin radioer, når man den 31. december mister retten til at benytte FM4 sendenettet.

Det er ellers på et bestyrelsesmøde den 11. juni, at planerne skal lægges, ifølge bestyrelsesformand Michael Christiansen.

Det er DR selv, der bestemmer, hvordan man vil prioritere det nuværende P2 indhold. I et debatindlæg i Politiken tirsdag skriver DR's næstformand, Ole Hyltoft, at han vil kæmpe for P2, der "højner det musikalske niveau i befolkningen":

"Beklageligt, at vi så må lukke P3. Men meget af P3's danske musik kan spilles på P4. Og P3's udenlandske rock- og popmusik kan høres på mange andre kanaler", skriver Hyltoft i Politiken.

Flere andre bestyrelsesmedlemmer skyder dog straks de tanker ned. Man advarer kraftigt mod at skade DR's anstrengte forhold til de unge lyttere.

Man minder også om, at P1 og P2 fladerne er mere forenelige, og at det er en langt større lytterskare, man generer ved at ændre på P3 og P4s musikformater. P2 er på ugebasis kun aflyttet af ca. ni procent af befolkningen.

Michael C: Mange muligheder
Bestyrelsesformand Michael Christiansen præciserer i Berlingske Tidende, at man lukker P2 i dens nuværende form.

" Det kan gøres på mange måder. Men det skal være den bedste måde og ikke den politiske måde. Vores opgave som bestyrelse er ikke at drive politik om den klassiske musik, men at sikre at det forlig, der er indgået, er bedst muligt for den klassiske musik. Hvordan det skal ske, er der en suppegryde af forskellige muligheder for."

Michael Christiansen hentyder formentlig til, at DR råder over 10 DAB radioer, der står foran en om-formattering. I dag er én DAB kanal fuldt ud dedikeret til klassisk musik og en til jazz.

33 procent af befolkningen har mindst en DAB radio i husstanden.

DRs sendetilladelse til FM4 udløber endeligt den 31. december, men den nye radio kan næppe være sendeklar til den tid - så DR får formentlig forlænget sendetilladelse igen.