Kåre Quist og Rie Helmer til Aftenshowet

Omrokering på Aftenshowet betyder, at Kontant-vært Kåre Quist bliver ny vært på DR1-programmet sammen med Rie Helmer Nielsen, der kommer fra TV 2 Lorry.

RELATEREDE ARTIKLER

ANNONCE

’Aftenshowet’ på DR1 får nye værtsprofiler. 39-årige Kåre Quist og vært på Kontant tiltræder som ny vært 1. august, mens 41-årige Rie Helmer Nielsen fra TV 2 Lorry tiltræder 1. juni, når Sisse Fisker skal på barselsorlov.

”Programmerne på DR1 udvikler sig hele tiden, og DR1 råder over mange gode værtsprofiler, som kan gøre sig gældende i mange sammenhænge. Kåre Quist har i flere forbindelser – senest som vikar på TV Avisen i sommer – bevist, at han også har andre værtstalenter, end dem, vi ser hver tirsdag i ’Kontant’. Og med Rie Helmer får ’Aftenshowet’ en garvet vært, som med sin nysgerrighed, talentfulde håndtering af journalistikken og evne til at folde historier ud, så de vedkommer alle, bliver alle tiders gevinst for ’Aftenshowet’,” siger kanalchef for DR1, Lotte Lindegaard, i en pressemeddelelse.

Kåre Quist har været vært for Kontant siden 2007, hvor han kom til DR fra Ekstra Bladet - hvem der skal afløse ham på Kontant er endnu ikke afgjort.

Rie Helmer Nielsen har tidligere arbejdet i DR Fakta, men har de senere år arbejdet på TV 2 Lorry, hvor hun blandt andet har været med til at opfinde programmet ’Brunch’.

- LR