08/06/11 09:06
De foreløbige erfaringer fra B.T.’s freemiummodel viser, at læserne foretrækker at købe abonnement fremfor enkelte artikler, siger Berlingske Medias koncernchef.

Gennembruddet for mikrobetaling for netmedier lader stadig vente på sig. I begyndelsen af april lancerede B.T. deres freemiummodel, B.T. Plus, hvor man via mobilbetaling f.eks. kan købe et krydsordstillæg for fem kr. Berlingske Medias koncernchef, Lisbeth Knudsen, fortæller imidlertid til Børsen, at de fleste læsere foretrækker at købe et månedsabonnement på B.T. Plus for 29 kr. (eller 249 kr. for et år) frem for enkeltkøb af artikler.
“Vi ser, at folk generelt hellere vil tegne abonnementer end foretage enkeltkøb,” siger Lisbeth Knudsen og oplyser, at Berlingske Media er på trapperne med en ny e-commerce platform, der har stærk integration med betaling over mobilen.
Og netop mobilens fremmarch er det, der kan sætte skub i mikrobetalingerne, mener Christian Strand, der er direktør for interaktive medier i mediabureauet IUM:
“Det er mobilen, der skal drive det her.”
Problemet er dog at “alle går og venter på , at der er nogen, som finder en måde at perfektionere det på,” siger han.
Christian Peytz, direktør og partner i Peytz og Co. ser også mobilen som det naturlige omdrejningspunkt for mikrobetaling, men tvivler på, at mikrobetaling kan udgøre et forretningsgrundlag på det danske marked.
“I et lille dansk sprogområde har jeg svært ved at se mikrobetaling som en stor forretning. Det vil være undtagelsen, der bekræfter reglen,” siger han til Børsen.
- DSM
Vil du følge med i seneste nyt fra mediebranchen?
Prøv MediaWatch gratis eller få tilbud på et abonnement, der passer lige netop til dig eller din virksomhed.
Kontakt os på info@mediawatch.dk eller ringe på 70 777 447.
Betingelser:
Log ind for at kommentere denne artikel