Lolland-Falster-ledelse fyret

Fire ledende medarbejdere - herunder ansv. chefredaktør Søren Knudsen - er opsagt på Lolland-Falster Folketidende, som følge af presset økonomi.

FAKTA

Lolland-Falsters Folketidende A/S

Lolland-Falsters Folketidende A/S markedsfører sine forskellige aktiviteter under navnet Folketidende Gruppen.

Resultat
Resultatet før skat i 2010 var på cirka 14,9 mio. kr. (-16,1 mio. kr. i 2009). Nettoomsætningen var på 200,55 mio. kr. i 2010 (195,75 mio. kr. i 2009).

Aktiviteter
Folketidende Gruppen inkluderer Lolland-Falster Folketidende, fem ugeaviser, radio Sydhavsøerne, to reklamebureauer samt et trykkeri i både Danmark og Sverige.

Ledelse
Adm. direktør er Niels Kristian Bjerre, chefredaktør for Folketidende er Søren Knudsen.

Antal ansatte
Cirka 170

RELATEREDE ARTIKLER

ANNONCE

Lolland-Falster Folketidendes adm. direktør gennem 30 år Niels Kristian Bjerre (67) går på pension, men fortsætter til der er fundet en afløser for ham. Derudover er fire ledende medarbejdere opsagt. Nu skal mediehuset have ny struktur på grund af dets pressede økonomi, hedder det i en pressemeddelelse.

Samtidig skyldes ønsket om en slankere ledelse, at fusionen af forskellige datterselskaber har betydet, at "ledelsen er blevet for stor i forhold til resten kroppen", som bestyrelsesformand Lars Hvidtfeldt udtrykker det.

Som led i sparerunden nedlægges stillingen som kommerciel direktør, idet funktionen varetages af den adm. direktør. Desuden fratræder en salgschef samt en lokalredaktør.

En arbejdsgruppe under ledelse af bestyrelsesformanden Lars Hvidtfeldt arbejder nu på at definere den nye ledelsesstruktur.

Beslutningen er første skridt i en større plan om at tilpasse Folketidende Gruppen til de økonomiske muligheder, udgivelsesområdet tilbyder, og sikre at det lokale mediehus stadig kan klare sig på selvstændig basis. Det skal ske ved at imødegå den faldende oplagsudvikling, satse på de mange medierelaterede aktiviteter i området samt at strukturere omkostningerne til udviklingen, hedder det i en pressemeddelelse.

Efter et par år med store underskud, kom Lolland-Falster Folketidende ud af 2010 med et overskud på over 7,6 mio. kr. efter skat, hvilket især skyldtes besparelser og at selskabets svenske trykkeri var i bedring. Nettoomsætningen landede på 200,5 mio. kr., hvilket var cirka fem mio. kr. mere end i 2009.

Adm. direktør Niels Kristian Bjerre lagde for nylig ikke skjul på, at budgetterne er svære at holde for det lille lokale dagblad, hvis omsætning i 2011 ikke forventes at nå 2010-niveauet.

Også den nu opsagte chefredaktør Søren Knudsen sagde for nylig til Mediawatch, at økonomien var "ekstremt presset". Udtalelsen faldt i forbindelse med, om mediehuset i lighed med eksempelvis Bornholms Tidende ville opsige sin Ritzau-aftale.

Oplaget faldt med cirka 1000 eksemplarer i første halvår 2011 i forhold til samme tid i 2010 til 17.072 eksemplarer, ifølge Dansk Oplagskontrol. Det svarer til et fald på næsten fem pct.

- TBH