Mecom-uro kan få betydning herhjemme

Koncernchef for Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, har lagt sig ud med sine hollandske kolleger. Det kan få konsekvenser i Danmark, vurderer analytiker.

RELATEREDE ARTIKLER

I sidste uge hørte vi historien om, at Lisbeth Knudsen havde lagt sig ud med sine kolleger i Mecoms største hollandske division Wegener.

Fejden bundede i, at den danske topchef skulle have sendt et brev til den nu fyrede, men stadig fungerende administrerende direktør, David Montgomery, hvor hun i skarpe vendinger kritiserede den hollandske ledelse. Hollænderne svarede igen ved at sende en kritisk mail til 60 ledende personer i Mecom. David Montgomery bakkede senere op om Lisbeth Knudsens evner som leder.

Men det er måske ikke det sidste ord, der er sagt i den sag. Medieanalytiker Henrik Schultz fra Argo Securities siger i dag til Morgenavisen Jyllands-Posten, at sagen kan få vidtrækkende konsekvenser for den danske koncern.

I januar skal den nye administrerende direktør findes og det afhænger af dennes strategi, hvor meget balladen om Lisbeth Knudsens kritiske mail kommer til at fylde. Valget af den kommende administrerende direktør kan nemlig få betydning for, om Mecom skal fortsætte med at drive virksomhed i fire lande eller færre.

”Konsolideringen mangler både i Norge, Polen og især Danmark. Det kan sætte skub i den, hvis Montgomery og Lisbeth Knudsen taber magtkampen”, vurderer Henrik Schultz.

Han mener i øvrigt, at det er ganske naturligt, at vi ser eksempler på interne magtkampe i Mecom. Konflikterne ligger ifølge ham på så mange niveauer, at det slet ikke kan undgås.

”Det er lidt kaotisk, og man mister næsten overblikket, men den stigende uenighed findes både blandt de enkelte aktionærer, i bestyrelsen, i direktionen og nu også mellem de enkelte mediehuse.”

- RL