27/05/09 10:05
Musikerne fra Outlandish skal redigere en udgave af MetroXpress i næste uge.
Onsdag i næste uge overlader chefredaktør på metroXpress Jakob Høyer ansvaret for gratisavisens indhold til hele tre vikarer, nemlig Lenny Martinez, Isam Bachiri og Waqas Qadri som tilsammen udgør musikgruppen Outlandish.
”Outlandish har med deres musik og holdninger sat fokus på Danmark og danskhed på en ny måde og vil utvivlsomt gøre det samme, når de sætter sig i redaktørstolen på metroXpress,” siger Jakob Høyer, der især fremhæver trioens nyfortolkning af Poul Henningsens gamle sang ”De binder os på mund og hånd” som et fremragende eksempel på de tre nydanskeres tilgang til den danske kulturarv.
”Det er noget af det største og mest unikke, de har lavet, og noget af det, jeg håber, vil blive en del af avisen på torsdag. Jeg håber, de får os derud, hvor vi får nye briller og nye øjne på de emner, vi normalt behandler,” siger Jakob Høyer.
MetroXpress forsøgte sig i april sidste år med De Sorte Spejdere alias Anders Lund Madsen og Anders Breinholt som gæsteredaktører. Det var ifølge Jakob Høyer især en positiv oplevelse for medarbejderne, og der var stor læserinteresse for særudgaven af aviserne, fortæller han.
Selvom de tre Outlandish-drenge får redaktørkasketterne på, så er der naturligvis en nyhedsstrøm, der skal følges. Her tænker Jakob Høyer specielt på EU-afstemningen og fodboldkampen mellem Danmark og Sverige, som historier, der helt sikkert skal i avisen næste torsdag.
Men vinklingen og prioriteringen er altså ude af redaktørens hænder denne dag.
Vil du følge med i seneste nyt fra mediebranchen?
Prøv MediaWatch gratis eller få tilbud på et abonnement, der passer lige netop til dig eller din virksomhed.
Kontakt os på info@mediawatch.dk eller ringe på 70 777 447.
Betingelser:
Log ind for at kommentere denne artikel