Nedbrud hos TDC fik medierne til at gå i sort på valgnat

Et nedbrud hos TDC i Storkøbenhavn afbrød mediernes valgdækning på valgaftenen.

RELATEREDE ARTIKLER

Kl. 17.20 i går aftes oplevede TDC et nedbrud i Storkøbenhavn, der betød, at 40.000 københavnere ikke kunne følge valget på hverken smartphones, bredbånd eller via mobiltelefon. Fejlen berørte også TDC-kunder, der får deres tv-signal via telefonstikket. Det skriver Børsen.

Nedbruddet havde flere konsekvenser for politikerne, da der benyttes TDC på Christiansborg, for vælgerne hjemme i stuerne, men også for journalisterne, der var i gang med at dække en af Danmarks største begivenheder.

”Det er nærmest ubærligt. Man kunne ikke forestille sig et værre tidspunkt,” siger Christian Lindhardt, redaktionschef for politiken.dk.

”Vi kan ikke komme i kontakt til vores folk og fotograferne. Der findes ikke noget som helst tidspunkt, hvor vi har så mange folk på arbejde ude i byen på en gang som lige nu. Og vi kan ikke kommunikere med dem,” siger han.

Nedbruddet ramte også nyhedsbureauet Ritzau.

”Vi har meget vanskeligt ved overhovedet at komme i kontakt med vores journalister ude i marken lige nu,” siger redaktionsleder Anders Troels Damgaard.

Fejlen var udbedret kl. 20.40.

- CT