Pittelkow og Jespersen udgiver ny bog

Til august udgiver Jyllands-Postens politiske kommentator Ralf Pittelkow en ny bog om Islam i samarbejde med Karen Jespersen.

RELATEREDE ARTIKLER

Islam og særligt den kritiske tilgang til religionens politiske udløb har fortsat Ralf Pittelkows og Karen Jespersens bevågenhed. Til august sender de en ny bog på gaden med titlen 'Islams magt' på Jyllands-Postens forlag.

"Europa muslimske befolkning vokser kraftigt. En række storbyer kan i de kommende årtier få muslimsk flertal. Islam kan blive en stærk magtfaktor i de europæiske samfund – også i Danmark," lyder bogens advarsel ifølge en pressemeddelelse.

Bogen plæderer for, at der skal gælde samme regler og rettigheder for alle borgere, og den afviser krav om særbehandling af muslimer og dermed tanken om, at man muligvis først behandler folk lige, når man tager hensyn til deres forskellighed.

Karen Jespersen er tidligere socialminister og indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens regeringer samt velfærdsminister i Anders Fogh Rasmussens regering og nu formand for Folketingets integrationsudvalg. Hun har skrevet en række bøger om sociale forhold, islam og integration herunder 'Islamister og naivister' i samarbejde med Ralf Pittelkow. Han har skrevet en stribe bøger om samfundsforhold, islam og integration, såsom 'Efter 11. september' og 'Vesten og islam'.

- TBH