US: Annoncemarked i bedring

Reklamepriser og -omsætning er steget i 2010 på det amerikanske tv-markedet, der ser ud til at være på vej ud af krisen.

RELATEREDE ARTIKLER

Udland

Reklamepriserne er steget 10 pct. de seneste måneder på det amerikanske tv-marked, skriver Dagbladet Børsen, og det er en af indikatorerne på, at der igen er kommet gang i det amerikanske annoncemarked.

"Det amerikanske annoncemarked er meget stærkt. Når man kigger på vores 30 største globale klienter, så øger 28 af dem annonceforbruget," lyder meldingen fra Maurice Levy, topchef i bureauet Publicis.

Tv-stationerne har tilsyneladende også genvundet optimismen - ikke mindst i kølvandet på positive halvårsregnskaber fra internationale koncerner som News Corp., TimeWarner og CBS, der også er drevet af vækst i reklameomsætningen.

"Når vi kigger på andet halvår af 2010, så tyder alt på fortsat vækst og lønsomhed," siger Leslie Moonves, CBS. 

- LR