11/01/12 08:01
TDC-selskabet bliver sponsor for Robert-prisfesten for at hente mere trafik til video on demand-platformen.
Yousee er gået på charmeoffensiv i filmbranchen og skal være sponsor for Robert-prisfesten d. 5. februar. Det skriver Jyllands-Posten.
I forbindelse med sponsoreringen søsættes et site dedikeret til arrangementet, og her er det ikke kun medlemmerne af Danmarks Film Akademi, der kan afgive deres stemmer. Robert-festen får i år tilføjet en Yousee-publikumspris, som helt og holdent bestemmes af filmbrugerne.
Engagementet skal ses som en betræbelse på at komme tættere på et miljø, der genererer stadig større omsætning på video on demand-platformen, siger Yousees vicedirektør Ulf Lund.
”Vi vil gerne give noget tilbage til filmbranchen. Fortsætter vores stigning i antallet af udlejninger med den samme hastighed i 2012, er vi ved årets udgang en lige så betydelig udlejer som Blockbuster. Så vil vi udleje seks mio. film årligt. Det vil sige, at vi og Blockbuster til sammen vil udleje omtrent lige så mange film, som biograferne sælger billetter,” siger Ulf Lund til Jyllands-Posten.
Ifølge Yousee selv er virksomheden gået fra 300.000 filmudlejninger i 2009 til tre mio. i 2011.
- CT
Vil du følge med i seneste nyt fra mediebranchen?
Prøv MediaWatch gratis eller få tilbud på et abonnement, der passer lige netop til dig eller din virksomhed.
Kontakt os på info@mediawatch.dk eller ringe på 70 777 447.
Betingelser:
Log ind for at kommentere denne artikel