Aviser - nyriges nye statussymbol?

Louise Reseke Blogindæg

MediaWatch bragte i går aprilsnaren om en kinesisk rigmand, der havde købt Information. En gennemskuelig 1. april historie - som en læser bemærkede - men alligevel ikke helt grebet ud af det blå. I hvert fald ikke, når det gælder koblingen avishus-mangemillionær-opkøb.

Det seneste år har budt på flere eksempler på nyrige millardærer, der har købt sig ind i skrantende aviser og forlænget deres levetid. I efteråret købte den russiske milliardær og tidligere KGB-agent Alexander Lebedev London-avisen Evening Standard, og senere kastede den mexicanske rigmand Carlos Slim Helú, 250 mio. dollars efter The New York Times i et lån.

Det er nok ikke den fede forretning, der får dem til at give penge ud. Til gengæld har aviser en særdeles høj og afsmittende fedheds-faktor, der kan levere dét, som en dyr garderobe og et privatfly ikke kan: social anerkendelse. Der knytter sig noget ubetinget godt og uegennyttigt til aviser. Det er samfundssind på papir - demokratiets grundpille og endda den direkte forsikring mod kaos og korruption, som formanden for Danske Dagblades Forening, Ebbe Dal, udtrykte det, så der ikke var et øje tørt i et indslag 21 Søndag om dagbladenes krise i søndags.

Eller som Nyhedsavisens Morten Lund sagde, da Nyhedsavisen lukkede: "Vi har givet en gave til demokratiet på en milliard kroner". Morten Lund har da også i sin selvransagelse efterfølgende begrundet sin trang til at satse penge på avisprojektet med, at han blev forelsket - ikke bare i Nyhedsavisen, men i det ego-boost, det gav at være avis-ejer.

At lægge millioner i avishuse er filantropi, der - i modsætning til donationer til Afrika - giver synlighed blandt meningsdannerne og i de øverste sociale lag.

Og i bund og grund er det jo kun godt, at der er nogle, der anerkender avisernes værdi og investerer i dem. Bare det er den rigtige værdi, de anerkender. Og bare det ikke kommer til at stå alene og i vejen for den udvikling af avisernes forretningsmodel, alle ved er nødvendigt. Aviser skal også overleve og have sin berettigelse som forretning - ikke kun som statussymbol.