Bladr!

Cecilie Thorup Blogindæg

Sagde jeg det ikke nok?

Ok, måske sagde jeg ikke, at det ville blive meget svært for Netpublications at holde liv i Remee & Friends (og andre lignende magasiner)... men jeg tænkte det.

Det skyldes en meget simpel faktor: Bladremagasiner dur ikke på computeren. Der kan være en vis wow-effekt forbundet med at opleve et onlinemagasin med integreret video og interaktivitet, men foran computeren har ingen i længden tålmodighed til at bladre.

Netbrugere er aktive. De opholder sig sjældent længere end et par minutter på et site ad gangen - og ofte kun få sekunder på en side. På nettet har medierne mulighed for på en meget overskuelig og lettilgængelig måde at præsentere indholdet, så brugerne lynhurtigt kan få et overblik. På mediawatch.dk tager det vel 5-10 sekunder at skimme nyhedsrullen på forsiden. Vi kunne gøre det mere besværligt. For eksempel ved at tvinge brugerne til at "bladre" frem til en oversigtsside. Men det eneste vi ville opnå bortset fra nogle ekstra sidevisninger uden værdi ville være utilfredse brugere.

Netmedier konsumeres med fingeren på museknappen - i modsætning til for eksempel tv, aviser og magasiner, som i langt højere grad opfordrer til passivt, tilbagelænet forbrug.

Det betyder ikke, at Netpublications ikke kan tjene penge online. Jeg tror, der er et pænt marked for at producere for eksempel årsrapporter og andre one-shots, hvor man kan gøre pligtlæsning til lystlæsning med et lækkert interface. Et periodisk medie online i form af et bladremagasin tror jeg til gengæld ikke på. Annoncørerne vil sikkert synes deres levende annoncer er flotte, men når ingen ser dem, kan det jo være ret ligegyldigt i det lange løb.

Bliver iPad redningen for de digitale bladremagasiner?

Måske. Personligt ville jeg nok også på iPad'en foretrække skim- og scanbare lister og oversigter frem for at skulle bladre mig vej gennem det layoutede indhold (deriblandt "helsides annoncer") - men foreløbig er det en hængt jury, som de siger på den anden side af atlanten, og jeg er bestemt ikke skråsikker i forhold til, hvilke brugerflader, der får succes på iPad'en og e-læsere. Men jeg gætter på, at medierne også på iPad'en vil få svært ved i længden at undgå den atomisering af indholdet, som har gjort det sværere og sværere at tjene penge på displayannoncer online.

Prioritet - Debatforisde: 
Udvalgt indlæg

Så skal jeg da love for at

Så skal jeg da love for at Janteloven viser sit fæle ansigt. Remee & Friends er sat på stand-by og straks bliver øksen hævet over hovedet på alle e-magasiner. Vel og mærke med en række subjektive holdninger, der konkluderer ud fra ”Morlille er en sten princippet”: Remee & Friends kan ikke lave penge, ergo dur alt der bladrer online ikke.

Lad mig starte med at præsentere dig for lidt fakta. Jon Lund udgav i marts en rapport – som Mediawatch selv refererede til – hvor han påviser at antallet af sidevisninger i bladreformatet er over tre gange så højt sammenlignet med normale hjemmesider. Tidsforbruget per side er markant lavere, men samlet set fungerer det digitale bladreformat på samme måde som på tryk. Læseren skimmer igennem, klikker videre og stopper op hvis en overskrift eller et billede fanger interessen. Det er hjulpet på vej af at den næste side bliver indlæst hurtigt, og at der kun er få navigationsmuligheder. Less is more, som de siger i Silicon Valley.

Min morgenkaffe kom igen galt i halsen, hvor du skriver at du ikke tror på at bladremagasiner kan fungere som periodisk medie, når ingen ser annoncerne. Jeg kan skyde dit postulat i jorden med den simple kendsgerning, at man med et digitalt format kan måle antallet af læsere og hvor mange der klikker på annoncerne. Til din orientering læste 19 % af alle danske internetbrugere i januar 2010 mindst en udgivelse fra en af de to største udbydere i Danmark – Zmags og i-paper.

Når det kommer til de interaktive e-magasiner, er mediets klare styrke mulighederne for at engagere læserne. Foliomag skrev for nylig om en undersøgelse baseret på 5612 spørgeskemaer udfyldt af læsere af en række amerikanske titler – heriblandt et par stykker udgivet på Zmags’ platform. Her kom det frem at annoncer i e-magasiner er de mindst forstyrrende sammenlignet med andre kanaler. Desuden mente 70 % af de adspurgte at de var mindre tilbøjelige til at ignorere reklamer i et e-magasin.
Min konklusion er, at mediet stadig er nyt og spændende, og der er muligheder for at tjene penge. Det kræver dog, at udgiverne og ikke mindst annoncørerne får øjnene op for mulighederne og ser mediet som mere end en kopi af et trykt magasin.

Du drager stærkt forhastede konklusioner. Kig dig lidt omkring - der er masser af eksempler på interaktive publikationer, der skaber gode oplevelser for både læsere, udgivere og annoncører. Jeg vil med glæde sende dig en stak links til at starte på.

Med venlig hilsen
Joakim Ditlev
Zmags

Sågerne, Ole. Nedenunder

Sågerne, Ole.

Nedenunder finder du et par links fra Zmags kunder der har formået at lave – om ikke millioner i overskud – så en stabil forretning med digitale magasiner. Eksemplerne er knapt så prangende som Remee & Friends, og spørgsmålet er, om det er nødvendigt? Stærkt customiseret indhold ser godt ud på overfladen, men tager tid at fremstille. Så i praksis er det lettere og mere omkostningseffektivt for udgiverne at tilbyde faste formater til digital annoncering. Fx et videoklip af xx sekunders varighed med link til en landing page, eller en sponsoreret annonceplads på side 0 (Den første venstre-side i det digitale magasin).

Når et digitalt magasin går i graven er det typisk ikke fordi mulighederne mangler eller formatet svigter. Det handler i min optik mere om at strategien ikke har været på plads, og udgiveren ikke har formået at påvise værdi overfor andre interessenter. Den vigtigste er som regel annoncørerne.

Et par eksempler:
Windsurfer International er et månedligt online-only magasin, som er startet helt fra bunden af en fyr fra Irland. Annoncørerne kan indrykke almindelige annoncer med links eller tilføje video i annoncerne. Magasinet er gratis at læse, og den primære kilde til flere læsere er search og social media. http://bit.ly/c4FEkF

Splat XD er ligeledes et månedligt magasin, som kun udkommer online. Det udkom tidligere på print, men de amerikanske udgivere som også står bag sitet www.splatmagazine.com besluttede at gå hele vejen digitalt. Det har de foreløbig haft succes med i næsten 2 år. Pudsigt nok havde de i de første numre en masse Flash og video bygget ind, hvilket de løbende har skåret ned på, så det nu kun indgår i annoncerne. Det vil sige: Dem der betaler gildet får også mest opmærksomhed. http://bit.ly/aNeGqO

Fra de hjemlige breddegrader er Børsens lørdagsavis et andet eksempel på en yderst interaktiv publikation. Forretningsmodellen er dog anderledes, da Børsen kun giver det ud som en del af pakken til betalende abonnenter (derfor kan jeg heller ikke give dig et link). Det har foreløbig kørt med positive tilbagemeldinger i over et halvt år.

Generelt ser vi vores kunder være meget kreative med det digitale magasinformat og hvordan de tjener penge på det. Det er alt for tidligt at dømme formatet ude.