.jpg)
Hvad kan B.T. og Ekstra Bladet lære af hinanden?
Det var en surrealistisk oplevelse at se Deadline forleden. Ekstra Bladets Poul Madsen småskændtes i al venskabelighed med Peter Brüchmann fra B.T. om, hvilken af de to aviser, der for at få succes forsøger at efterligne den anden.
Brüchmann mente, at Ekstra Bladets designændringer har fået avisen til at ligne B.T. og at det er fornuftigt, fordi B.T. har bedst fat i de kvindelige læsere.
Poul Madsen undlod mærkværdigvis at score billige point på at anføre, at Ekstra Bladet har flere kvindelige læsere end B.T. Han mente til gengæld, at B.T. med udmeldingen om en mere kontant stil efterligner Ekstra Bladet i jagten på flere læsere.
Kære Madsen og kære Brüchmann. Velkommen til virkeligheden:
Det eneste Ekstra Bladet og B.T. kan lære af hinanden er, hvordan en avis gennem mere end tyve år taber købere og læsere. Jeg vil anbefale, at redaktørerne henter inspiration et andet sted.