Århus Stifstidende befinder sig i en overlevelseskamp. Anderledes kan man ikke læse det interview, som Mediawatch forleden bragte direktøren for såvel Stiften og Midtjyske Medier, Per B. Jørgensen. Det er trist læsning, og man kan ikke undgå at få sympati med medarbejderne, der må have det forfærdeligt med den uvished, der hænger over deres hoveder.
Alligevel kan jeg heller ikke lade være med at sidde og ryste på hovedet over de tanker, der gør sig gældende i forsøget på at redde den hæderkronede gamle Århus-avis. For det er symptomatisk for alle de udfordringer, som de gamle aviser har med at klare transitionen til digital og nye forbrugsmønstre. Og tilsat elementer af en rigtig Århus-historie.
Jeg kan huske, da jeg for lidt mere end ti år siden var praktikant på Dagbladet Holstebro*Struer. Dengang var Per B. Jørgensen adm. direktør for Bergske Blade, som det lille lokale dagblad hørte ind under. Og jeg fornærmer vel næppe ret mange ved at hævde, at det ikke var nytænkning, der blev excelleret mest i. Det handlede udelukkende om papiravisen og om at producere så mange temasider fyldt med, hvad bedst kan betegnes som en form for lokal luderjournalistik, hvor annoncører kunne regne med at få redaktionel omtale, der matchede antal annoncemillimeter.
Det er nu samme mand, der i selskab med den øvrige ledelse skal redde Stiften. Og der må jeg trække på smilebåndet, når jeg hører forslaget til en digital fremtid:
...jeg tror meget på e-avisen. Det er samme produkt, som læserne kender i opsætning, udvælgelse af stof og præsentationen af det, det eneste ændring er, at papiravisen er på en skærm, men man kan bladre i den og gøre bogstaverne større, hvis man har problemer med synet.
Hvis jeg ikke var tæt på at flække af grin, ville jeg bryde ud i gråd. En e-avis. Som om det er selve distributionsformen, der får folk til at fravælge avisen - eller modsætningsvist: At noget andet end papir vil få læserne/brugerne til at flokkes om Stiften i samme form for opsætning som den nuværende. Det er da vist den største fallit-erklæring til papiret, jeg har hørt længe. Og så kan de fleste skærme derhjemme stadig ikke tages med på toilettet eller passe rigtig godt ind på et morgenbord derhjemme, så i den henseende vil en ren e-avis kunne opleves som en forringelse, der næppe vil kunne give flere kunder i biksen.
Og Per B. fortsætter:
I fremtiden skal man kunne høre et citat frem for at kunne læse det og i stedet for et stilbillede af en ildebrand, skal man se flammerne.
Hvor er det betryggende at opleve, at man nu også i Århus har fundet ud af, at der findes flermedialitet på nettet. Spøg til side, så er det en udfordring, at man på Stiften klamrer sig til, at en omlægning til rent online med den samme type indhold som i papiravisen vil kunne redde det gamle foretagende. Hvor gerne jeg end ville se Stiften have en lang og gylden fremtid foran sig, ser jeg det bare ikke i det setup. Det er ganske enkelt efter min bedste overbevisning en blindgyde, man er ved at bevæge sig ind på.
Men hvad bør man så gøre i stedet?
Den rene online idé er i og for sig fint tænkt og ganske nyskabende set ud fra et dansk medieperspektiv. Så pil op for den. For tryk og distribution koster en bondegård, og selvom online rent annoncemæssigt ikke kan opveje det tabte fra print (og sikkert slet ikke i en by af Århus' størrelse isoleret set), er disse omkostninger en møllesten om ethvert printmedies hals i det nuværende marked.
Hvordan så tjene penge?
Udover annoncering ville jeg kigge på muligheder for f.eks. at indføre skræddersyede abonnementer, hvor abonnenter kan betale for, at avisens journalister dækker særlige stofområder ekstra intensivt. Kunne f.eks. være børneforældre, der gerne vil have intensiv dækning af daginstitutionerne i kommunen men måske er ligeglade med så mange andre ting.
Derudover måske en erhvervsservice, hvor man som virksomhed kan betale sig til at få de lokale erhvervsnyheder - og måske især baggrunden og analysen - førend alle andre, så man kan agere ud fra den. Lidt som man kender det fra aktiemarkederne.
Og så ville jeg da ikke gå af vejen for at undersøge muligheden for live-spil på lokale sportskampe og se, hvor meget man kan gøre der uden at komme i karambolage med den i mine øjne helt tåbelige spillovgivning her i landet (som ikke mindst er tåbelig fordi den alligevel ikke bliver håndhævet overfor medierne, der stort set allesammen bryder den alligevel).
Pointen i alt dette er, at man er pisket til at tænke nyt og ud af boksen. At tænke gammeldags digital distribution - lidt ligesom at insistere på en dampmaskine, når man kan få en benzinmotor, til at erstatte hestekærren med - i kombi med gammeldags indholdsproduktion og -prioritering er en dødssejler.
Men hvis det virkelig er det, man tror på på Stiften så bevares. Så tror jeg bare historien om Stiftens digitale genfødsel ender som en rigtig Århus-historie.
