Entreprisemodel er bedste mulighed

Cecilie Thorup Blogindæg

Som radiolytter har jeg for så vidt ikke noget at indvende mod, at vi tilsyneladende får en konkurrent til P1. Jeg er sikker på, at jeg vil lytte til den nye station.

Som iagttager af mediebranchen er det til gengæld ikke svært at få øje på problemerne ved den model, kulturminister Per Stig Møller har lagt op til.

Som Erik Aller foleden skrev i en kommentar her på MediaWatch, er der reelt kun tre seriøse bud på ejerskabet til den nye station - hvis indholdet skal produceres inhouse. Så går stationen til Monty, Munch eller Merete (eller om man vil Lisbeth, Lars eller Liebst).

Berlingske, JP/Politikens Hus og TV 2 er de eneste danske huse med tilstrækkelig redaktionel pondus på nyhedsområdet til, at de kan gå solo på projektet.

TV 2 News ville være en oplagt samarbejdspartner for den nye station, men går radioen til TV 2, vil den jo stadig være del af en statsejet virksomhed - som i øvrigt ikke har den bedste track record på radio.

Går radioen til JP/Politikens Hus kan det blive den lille tue, der vælter Montys læs - går den til Berlingske kan den til gengæld blive en solid redningsplanke. Begge dele virker ubehageligt. Konsekvenserne for den tabende part i kampen om de 125 mio. kr. - og den fantastiske markedsføringskanal, der følger med - er lige så store som konsekvenserne for den vindende part. Radioen kan potentielt - sin økonomiske lidenhed til trods - afgøre den danske aviskrig.

En langt bedre løsning, som kunne udvide antallet af ansøgere markant, ville være en entreprisemodel, hvor størstedelen af kanalens indhold skal købes eksternt. På den måde kunne vi få erhvervsnyheder fra Børsen, kulturmagasin fra Politiken, politiske analyser fra Altinget, dybdeborende journalistik fra Berlingske, royale nyheder fra Aller og udlandsstof fra JP samtidig med at en lang række freelancere og små producenter kunne få lov at bidrage.

Personligt så jeg helst, at vi i Danmark samlede den statslige mediedrift i et stærkt DR, som de kommercielle spillere så kunne betragte som en knold på banen. Irriterende, men ens for alle. Men når nu politikerne insisterer på at have fingrene nede i så meget som muligt på tværs af branchen er entrepriseløsningen den bedste blandt en række dårlige løsninger.

Det er stadig skævvridende - men trods alt i mindre grad end hvis Monty eller Munch får lov at sætte sig på sendefladen og de 125 millioner alene.

Så to råd i prioriteret rækkefølge til politikerne, som mødes senere i dag til endnu en runde i forhandlingerne:

1) Drop ideen.

2) Lav en entreprisemodel.

Prioritet - Debatforisde: 
Udvalgt indlæg