Rigtig mange mennesker har travlt med at tale mikroblogging-tjenesten Twitter op til at være det helt store nye dyr i åbenbaringen. Helt så stort tror jeg aldrig nogensinde, Twitter bliver, men ikke desto mindre er det interessant at forsøge at foretage en sammenligning lige over mellem dette seneste modefænomen og de superpressede aviser for derigennem måske at få en lille idé om, hvorfor aviserne lider, som de gør, mens tjenester som Twitter kan storme frem.
Lad os starte med at se på distributionsformen. En avis er i sin præmis præget af, at den rent distributionsmæssigt tilhører det mediehus, der producerer det indhold, der kommer i avisen. Som læser får man det indhold, det pågældende mediehus producerer og ikke andet, mens man på Twitter kan få indhold fra nær og fjern og links til dette og hint - fuldstændig ude begrænsninger. Da åbenhed er et af tidens nye paradigmer og næppe går af mode igen, synes det klart, at avisens begrænsninger og eksklusivitet ender som taberen. Vi er ganske enkelt ikke så villige til at lægge alle vores æg i én mediekurv, som vi har været.
Dernæst er der den kommercielle tankegang bag distributionen. Aviser har i mange år eksisteret for at kunne bære annoncer, der så igen finansierede en stor del af indholdsproduktionen, så omkostningen for den enkelte avislæser kunne holdes nede på et niveau, der var bare nogenlunde acceptabelt. Man har ikke skelet så meget til, hvordan læserne læste avisen, hvad der interesserede dem, hvad der syntes relevant, når man har solgt annoncerne. Har en annoncør ønsket at købe sig en plads, kunne den erhverves. I Twitter-universet og lignende ligger værdien ikke i at kunne smække annoncer på direkte. I stedet ligger værdien i analysen af de brugsmønstre, der er på tjenesten - data mining om man vil. Herigennem kan opnås et indblik i, hvad det er folk går op i lige nu, og denne viden er guld værd, hvis man forstår at udnytte den til at positionere tillægs-ydelser og tjenester, der kan kapitalisere på disse interesser. Det er 'blot' et spørgsmål om at tilpasse sin kommercielle organisation til at kunne udnytte nedfaldsæblerne i stedet for at insistere på at sælge noget, der er vanskeligt salgbart.
En anden værdi, Twitter-universet har, er relationen til sine brugere. Rigtig mange aviser mangler denne relation, for de har haft mere travlt med at sælge billige tabs-givende abonnementer end at pleje relationerne til de faste kunder, de havde i forvejen. Aviserne kæmper med andre ord med en troløshed, som det er svær at bygge noget som helst kommercielt på over den lange bane. Twitter har ikke helt sammen problem, for selvom brugerne sikkert også her vil sive over tid, bliver der bruger og bruger imellem bygget relationer op, der er værdifuld ikke kun for brugerne men også for Twitter som sådan.
Alt i alt kan man sige, at med en distributionsform, der er for tung rent omkostningsmæssigt og ude af trit med tiden, en kommerciel platform der ikke tager højde for læsernes hverdag og relation i forhold til denne samt nærmest ikke-eksisterende som sådan til læserne, er det næppe nogen overraskelse, at aviserne har det så svært i en tid, hvor det er tjenester som Twitter, der stjæler de positive overskrifter. Men er det dermed for sent for aviserne? Ikke nødvendigvis. Men det kræver, at aviserne begynder at kigge på, hvad de kan lære af den underliggende mekanik bag tjenester som Twitter i stedet for blot at pege fingre af den seneste dille.
Pege fingre er noget som aviserne meget dårligt har råd til netop i disse år.
