Sjette del af tortur-porno-serien SAW er en vigtig film. Og nej, det er ikke i filmanalytisk forstand. Jeg indrømmer gerne, at mit gamle horror-hjerte banker hårdt for serien, som er hadet af anmelderne, fordi de ikke kan se, hvad det i virkeligheden er: En tv-serie blæst op på det store lærred. Er det så fordi, den netop krydser denne konvention, at SAW VI er så vigtig i mine øjne? Heller ikke.
SAW VI er helt vildt vigtig for præsident Obamas planer om at reformere det amerikanske sundhedssystem. Det har ikke noget at gøre med at de opfindsomme måder at slå folk ihjel på, der præsenteres i filmserien kan bruges i en evt. offentlig sygesikring. Nej, det handler om folkets opbakning og om at krydse sociale skel.
SAW VI handler nemlig om sundhedsvæsenet. Eller rettere de "onde" kræfter i forsikringsbranchen, der nægter folk behandling af alle mulige forskellige årsager. Hvis man ikke kender gyser-serien SAW, så lad mig kort opsummere: John Kramer alias Jigsaw-morderen har svoret hævn over alle de mennesker, der er kommet ham på tværs, efter hans kone og ham mistede deres endnu ufødte søn i en række af kausale omstændigheder. For hvert led i den kausale kæde er der en person, der til daglig har folks skæbne mellem sine hænder, og de som handler umoralsk i den sammehæng straffes af Jigsaw. Det, der er interessant ved Jigsaw-serien rent narrativt, er at den hårdt kræftramte Jigsaw faktisk dør i seriens tredje film. De efterfølgende film har fortalt historien om, hvordan han gik fra at være håbefuld opfinder til sociopat, og hvordan han har forberedt sin hævn så godt inden dødslejet, at man kan lave adskillige film om det uden at han selv er i live.
I SAW VI går det så ud over det forsikringsselskab, der nægtede Jigsaw at betale for en behandling i Norge, der kunne have reddet hans liv. Gennem sin velforberedte hævnakt lykkes det Jigsaw, gennem et par disciple, at få ram på både direktører, advokater og ikke mindst den lile gruppe mennesker, der leder efter fejl i folks forsikringsansøgninger, så selskabet kan øge sin profit gennem at nægte folk behandling.
Og det er her SAW VI er så vigtig en film for Obama.
Selv med filmseriens dårligste premiereweekend-salgstal nogensinde, lykkedes det SAW VI at indtage andenpladsen over mest indtjenende film. Rigtig mange mennesker var inde for at gyse med henover weekenden. Og publikum er især den baseball-cap-bærende, t-shirt-og-jeans-elskende middelklasse-young adult af hankøn. Sådan en Joe Sixpack, typisk fra starten af tyverne til midt i trediverne og bosiddende i det amerikanske "Heartland". Lige præcis den målgruppe, der ikke kan forstå, hvorfor deres skattedollars skal gå til et sundhedssystem, de aldrig selv bruger, og som har tendens til være allermest bekymrede for at arve en national gæld i overstørrelse på grund af sundhedsreformen.
Med SAW VI får de en propaganda-injektion, der ikke er set magen, siden det amerikanske flyvevåben dækkede alle militærudgifterne i forbindelse med indspilningen af Top Gun i firserne. Denne gang er det dog et mere humant projekt, som propagandaen taler for.
En film som SAW VI er lige præcis den kanal, der skal bruges for at køre i en stor bue uden om nyhedskanalerne, som denne målgruppe alligevel ikke ser. Faktisk er det lige så effektiv en kanal at propagandere i for denne målgruppe, som det ville være at bruge DR2 for at ramme centrum-venstreorienterede intellektuelle. Det er bare en kanal, der bruges alt for sjældent. At den næstmest sete film i USA i denne weekend er en gyserfilm, der rammer lige ned i den mest aktuelle, politiske debat og klart bakker Obamas reform op, helt uden Michael Moore-agtig "dokumentar"-indoktrinering, kan betyde meget for, hvor meget, de republikanske senatorer bakkes op af mændene i baseballkasketterne.
Derfor er SAW VI en vigtig film.
Meget interessant tanke.
Meget interessant tanke. Umiddelbart ville jeg have gættet på, at SAW-serien henvendte sig til gymnasie- og universitets-ungdommen i de større byer, men det er måske ikke rigtigt? Nu kan det være, at hovedparten af det publikum væltede ind for at se spøgelsesfilmen PARANORMAL ACTIVITY i denne weekend - den satte sig solidt på førstepladsen på Top 10-listen.
Om SAW-publikummet så kan se forbindelsen til Obamas sundhedsprojekt er en anden sag. Efter anmeldelserne at dømme er SAW VI den hidtil blodigste i serien, så måske har enkelte biografgængere haft brug for lægelig assistance.
Som sagt, et interessant indlæg, selv om jeg personligt ikke bryder mig om torturporno-begrebet, hvilket jeg har argumenteret for her:
http://gyserblog.blogspot.com/2009/05/torturporno-er-ikke-en-genre-uanset.html
Det er bestemt ikke min
Det er bestemt ikke min vurdering, at det er gymnasie- og universitetsunge,der er fans af SAW-serien. Går man på high school i USA er man faktisk ikke engang gammel nok til at se filmen, der har en R rating og derfor kun kan ses af folk over 18. Selvfølgelig er der mange, der snyder, men det begrænser alligevel antallet. De college-og universitetsstuderende herovre i de større byer ser også SAW, men på vestkysten, hvor jeg bor, vil mange af dem hellere bruge pengene på noget, der efter deres mening er lidt mere intelligent.
Mellem de to kyster i USA er der til gengæld mindre at lave om aftenen, og det er helt klart min vurdering, at det er her, SAW-filmene har deres største, amerikanske publikum. Og det er samtidig her, og især blandt mændene, at Obama har svært ved at trænge igennem.
Paranormal Activity har været ude i to uger i en limited release, så den har haft tid til at bygge hypen op.
Og med hensyn til om de fanger budskabet: Tro mig, der er ikke ret meget at tage fejl af. Budskabet i filmen er trukket skarpt og nærmest karikeret op. Forsikringsfolkene er virkelig onde. Og i en tid, hvor denne målgruppe er vant til Fox News' ond/god-retorik, er det det, der skal til.
Desværre ser det ikke ud
Desværre ser det ikke ud til, at SAW VI kommer op i Danmark. Ikke at de seneste SAW-film har været udpræget vellykkede, men det kunne være spændende at se en gyser med et så markant budskab, som du beskriver.
Gad vide om Barack Obama ser film som SAW VI?
Lige lige nørd-fakta: R-rating betyder forbudt for børn under 17, ikke 18. Og USA har regler for voksenledsagelse i biograferne - præcis som her i landet. Hvis man har sine forældre eller en "adult guardian" med, der køber billetterne (vedkommende skal vist være 21), kan en f.eks. 14-årig sagtens komme ind til en R-rated film.
Jep, det er rigtigt - det er
Jep, det er rigtigt - det er 17 og ikke 18. Men de fleste teenagere bryder sig jo ikke om at skulle have en forælder med i biffen, ligesom dem på 21 sjældent gider at være guardian for en teenager.
Når det er sagt har jeg aldrig set nogen tjekke ID i nogensomhrlst biografer i Californien eller NY. Men ville ikke undre mig, om de gjorde det i Utah og andre mere konservative stater.
Det ændrer dog ikke på at mit indtryk af SAW-publikummet i høj grad udgøres af Joe Sixpacks i tyverne. Og selv hvis bare EN reformskeptiker omvendes, har det været det hele værd.
Synd, at SAW VI ikke fortsætter i de danske biffer. Når det er sagt, så minder serien mig som nævnt om en tv-serie, så dvd/download-markedet kan sagtens være seriens hjemmebane.