.jpg)
På det seneste har jeg frydet mig over omlægningerne i Det Berlingske Officin - en øvelse, vi kommer til at skrive meget mere om i den kommende tid. Jeg aner ikke, om Lisbeth Knudsen og David Montgomery trækker koncernen i den rigtige retning, men de trækker den i hvert fald den stik modsatte vej af den, Lars Munch og Jørgen Ejbøl har udstukket for JP/Politikens Hus. (JP/Politiken ejer 60 procent af aktierne i MediaWatch.)
Hvor Berlingske forsøger at slå alting sammen og udnytte de meget omtalte synergier så effektivt som muligt, holder JP/Politiken fast i en decentral struktur med selvstyrende enheder - først og fremmest de tre store aviser Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet.
Skulle jeg vælge med mit journalistiske hjerte fulgte jeg med sikkerhed Ejbøl og Munch. Med hjernen - det er langt, langt sværere. Jeg tror, der er en risiko for, at produkterne mister kvalitet i Berlingske-modellen, som i yderste konsekvens kan blive en karakterløs pølsefabrik. Omvendt ved jeg jo, at der er masser af dygtige folk i koncernen, som vil bekæmpe den tendens, og hvis der virkelig er penge at spare på øvelsen, kan man jo håbe på, at de bliver investeret offensivt i stedet for at ryge i aktionærernes lommer.
Styrkeforholdet mellem de to store avishuse er uafklaret her, hvor vi tilsyneladende er ved at forlade højkonjunkturen. JP/Politikens Hus har meldt sig ud af gratiskrigen (som måske nærmer sig en afslutning) og har måttet skære 50 mio. kr. på JP. Det fik nogle af mine kilder andre steder i branchen til at godte sig: "For første gang længe er Ejbøl i defensiven."
Men den analyse er upræcis. Jeg mener ganske vist, at gratiskrigen har været unødig dyr for koncernen, og at de 25 pct. af aktierne i MetroXpress er et ringe udbytte, når man tager prisen i betragtning. Men det er altså ikke elendigheder altsammen. På den lange bane kan JP/Politiken for eksempel glæde sig over en langt stærkere position på nettet end konkurrenterne, og JP er stadig på trods af et markant oplagsfald i år et godt papir, som inden for den overskuelige horisont vil tjene mange penge hjem. Ekstra Bladet vil i de kommende år hæve indtjeningen på nettet så meget, at det vil opveje tabet på papir. Tilbage står Politiken som det klart svageste led i kæden.
I Det Berlingske Officin er det svært at forudsige bare den allernærmeste fremtid.
Berlingske Tidende er et stærkt brand, som vil være et aktiv i mange år fremover, men Lisbeth Knudsen står med mindst en håndfuld andre problemer, som skal løses hurtigt og effektivt, hvis de ikke skal hæmme hende i kampen på andre fronter - først og fremmest på nettet.
1) Urban.
Den mest oplagte mulighed er simpelt hen at lukke avisen. I hvert fald bør Berlingske overveje om en dyrekøbt sejr i gratiskrigen vil være pengene værd. Og går man ikke efter sejren, så er der ikke megen mening i at være med.
2) Århus Stiftstidende.
Her har man skåret tynde skiver af pølsen gennem snart 10 år, og det er utroligt, at ingen har turdet træffe ét af de to mulige valg: Lukning eller en massiv investering i en offensiv. Man kan ikke spare sig til en succes i et så hårdt marked, og hvorfor lide den langsomme kvælningsdød i stedet for at gå ned med et brag. Afsæt 100 mio. kr. ekstra om året i de kommende tre år på at slå JP på hjemmebanen - eller indse, at slaget er tabt.
3) B.T.
B.T.s omlægning til familieavis burde have været fulgt op af en konsekvent omlægning af avisen til abonnementsavis. Det skridt turde man ikke at tage, og resultatet blev noget, der hverken er fugl eller fisk, for hvordan sælger man en løssalgsavis uden hårdtslående nyheder på forsiden.
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig en udvej og håber bare, at Peter Brüchmann er mere kreativ end jeg. jeg glæder mig meget til at spørge ham om planerne.
4) Internettet
Berlingske har kun få førstepladser at prale med på nettet, og der skal helt anderledes fut under kedlerne i de kommende år. Foreløbig er JP kommet først med de nye satsninger hver gang - senest i kampen mellem SPN.dk og Sporten.dk. På plussiden har Berlingske opdaget Open Source og Drupal - det kan give dem en bevægelsesfrihed, som kan blive meget vigtig i de kommende år.
Jeg håber, at Berlingske hurtigt og effektivt får lappet hullerne, så vi kan få kampen mellem de to systemer i ren form. Det bliver en fest.