Kold luft mellem DR og regering

Cecilie Thorup Blogindæg

Regeringen og DR er endt på en alvorlig konfrontationskurs de seneste uger, efter det i et lækket medieudspil blev klart, at V og K mener det alvorligt denne gang med, at DR skal være lidt mindre.

Det sendte chokbølger gennem organisationen, hvor Michael Christiansen og Kenneth Plummer åbenbart ikke havde læst signalerne godt nok. Eller muligvis kun havde haft en overfladisk dialog med den nytiltrådte, stærke kulturminister.

Det gavnede ikke den mediepolitiske proces, at 3-4 lækkede notater og dokumenter kom under pressens behandling i de seneste uger. Når et forhandlingsudspil hegles igennem pressen, med mange luftige spekulationer og stejle udmeldinger fra eksperter, oppositionen og medieaktører, smører det næppe hjulene.

Alligevel er det ikke oppositionen, som regeringen er blevet uvenner med under de svære medieforhandlinger.

Det er DR.

Små skænderier
V og K med DF var i forvejen på krigsstien overfor DR, der er blevet større og stærkere siden sidste medieforlig i 2006, skønt partierne også tidligere havde drømme om at indkapsle DRs aktiviteter og stoppe tilvæksten af radio/tv-kanaler i DR regi.

Det kunne mærkes på tonen fra DR, at det bag på ledelsen, at det er alvor i denne omgang.

I de seneste uger har DR og Venstre og Konservative optrådt, som om medievirksomheden i Ørestaden er et tredje parti i folketinget.

Per Stig Møller gik for et par dage siden ud i en minikronik for at rette de misforståelser, som især var produceret af DR, om den ny radiokanal på FM4 senderne. Kulturministeren var ifølge BT godt knotten nogle dage senere over beregningerne i DR’s interne regnestykker af mulige konsekvenser – også et læk – det endte med, at DR og kulturministeriet måtte tale en kammeratlig samtale om forudsætningen for regnestykkerne. Og i Politiken fredag følte han trang til at nedskyde DR's argumentation som en simpel ’skræmmetaktik’.

Parallelt brød Venstres ordfører den tilnærmelsesvise 'radio'tavshed under forhandlingerne og skød hårdt på det ildevarslende regnestykke om DR’s fremtid, som Frands Mortensen lavede for DR Kultur, og satte dernæst et nyrestød ind på DR ved at gøre DR’s køb af Bagger-interviewet til en politisk sag.. Ikke basis for smukt samarbejde.

Kampagne fra DR
Lytter man til vandrørene, er Venstre godt træt af DRs kommunikationsstrategi og argumentation i de senere uger, især i sagen om en ny radiokanal og udlægning af mere til private. Kedelige ord som manipulerende og kampagnejournalistik er hørt på vandrørene.

Sidstnævnte kunne skyldes, at den forurettede tone og en skarpvinkling af alle de ulykker, der vil overgå DR, har fået fuldt gas og mest spalteplads ét sted - på DR Kultur. Det er næppe undgået V og Ks opmærksomhed, at skarpe vinkler spredes rundt i alle DRs medier

So what? Klynk virker ofte i politik, se på landbruget, sagde Burson Marstellers direktør forleden, men gode stærke relationer til regeringen havde været bedre, tilføjede han.

Bundfrossen
Når man har fuldt debatten tæt i de sidste måneder, og især seneste fire uger, er konklusionen lige nu, at DR’s forhold til regeringen er bundfrosset. Nedkølingen er langt værre end ved andre forlig. Under Nyrup-regeringen afstemte politikerne deres medieudspil med DR – f.eks. forudsætningerne for udregninger. Men det er ikke sket i samme grad som før.

Alt dette er blot fascinerende mellemregninger, som måske – måske ikke – får konsekvenser, hvis regeringen altså bliver siddende.

Forliget er slet ikke indgået. Ingen ved, hvad det ender med, og DRs interesser bliver jo rent faktisk forsvaret yderst kompetent af folk, der er valgt til folketinget, nemlig Mogens Jensen, Holger K., m.fl.