Det er lige gået op for mig, at jeg i min enfoldige enøjethed slet ikke havde forstået diskussionen om kildebeskyttelse i forbindelse med lækage-sagen, som jeg til min undskyldning kun har fulgt sporadisk.
På grund af Kenneth Plummers argumenter for ikke at offentliggøre lydoptagelsen, der muligvis afslører lækagens ophavsmand, har jeg hele tiden tænkt, at sagen drejede sig om at beskytte eller ikke beskytte kilden, der udtaler sig på optagelsen. Og jeg kunne ikke forstå problemet. Hvis optagelsen afslører lækken, kunne DR jo bare give os sandheden - uden at afsløre, hvem kilden på optagelsen er. Den type journalistik har tidligere væltet præsidenter...
Men så gik det op for mig, at sagen jo drejer sig om kildebeskyttelse i anden potens, og at den kilde, der skal beskyttes, måske ikke er den, der lækker lækken, men lækken selv.
(Først når man har forstået det, giver suspenderingen af Kaare R. Skou antydning af mening...)
Lad os antage at det rent faktisk er Søren Gades pressechef, Jacob Winther, som tilbage i 2007 har fortalt TV 2-reporter Rasmus Tantholdt, at danske jægersoldater var på vej på mission i Irak. Bør Tantholdt og TV 2 så dække over ham eller ej? Og bør DR udvise det kollegiale hensyn at gøre det samme?
Se det er en svær diskussion.
Handler det derimod om beskyttelse af kilden på optagelsen, så er det en no brainer for DR og TV 2 behøver ikke afsløre kilden for at bringe historien...
Kildebeskyttelsen kommer ind i billedet EFTER en journalist har fortalt sandheden - eller det tætteste hun kan komme på den. Altså: En journalist har sin historie fra en meget pålidelig kilde. Så pålidelig at journalisten er overbevist om, at historien er sand. Derfor udgiver hun historien. Har journalisten rygrad er hun så EFTERFØLGENDE parat til om nødvendigt at gå i fængsel frem for at afsløre sin kilde.
Kernen er altså: Hvornår vejer offentlighedens interesse tungere end kildebeskyttelsen.
Frands Mortensen siger i dag til Information, at kildebeskyttelsen ikke er til forhandling og altid vejer tungest. Det håber jeg ikke, han vil fastholde, hvis han tænker argumentet til ende. Jeg kan i hvert fald sagtens komme i tanker om situationer, hvor journalistisk etik må vige for medmenneskelighed i almindelighed (Hvad nu hvis de danske soldater var blevet dræbt på grund af lækken? Måske ville TV 2 stadig dække over kilden - men ville det være rigtigt at andre medier gjorde det samme?). Spørgsmålet er, om netop denne sag er så vigtig.
Set fra Christiansborg er svaret nok et ja. Men set fra mediernes synsvinkel er svaret muligvis nej - uanset om historien kan vælte en minister eller ej.
Måske er jeg den sidste tiøren er faldet for - men i fald der skulle være andre derude, er jeg ikke bange for at udstille min ubegavethed i sagens tjeneste. Derfor dette indlæg.
.jpg){kind=logo}
