Cecilie Thorup Blogindæg

• Niels Lunde kan (måske) løfte Børsen 08/12/11
• Tragedien i Norge 07/25/11
• Her er problemet. Nu skal vi bare løse det... 07/07/11

Cecilie Thorup's blog

DR1s netop afsluttede ’bløde’ reality format ’Min Italienske drøm’ fortjener nogle ord med på vejen.

DR har haft lettere berøringsangst med genren. Det sås i Poul Martinsens dokuserie ’Krigerne’ fra 2006, der havde hans voice-over på, som tolkede hvad seerne skulle have ud af programmet. TV 2, under Bo Damgaard, var også urimelig forskrækkende, blot fordi TV3 havde succes med genren.
 
DR tog til gengæld et mere sikkert skridt med ’X faktor’, hvor almindelig mennesker som bekendt konkurrerer og ryger ud – med mange tårer og smil til følge.

Med den italienske saga gjorde DR, hvad de sagde, de ville: Producerede et program med respekt for genrens kerneelementer og fortællegreb, med diverse prøvelser og udstemning af deltagere, blot tilført mere.

Resultatet blev et menneskestudie, samfundsorientering og et globaliseringskursus – tilsat spændingselement.

Altså, modsat Paradise Hotel, eller forlægget Robinson Ekspeditionen, der kan defineres som ’hård reality’, fordi konkurrencen og konflikt mellem deltagerne driver handlingen.

DRs bud nedtonede dramaet, når folk skulle stemmes hjem, og det indbyrdes fnidder. Men fastholdt en værdifuld elementær spænding. Ellers ville det bare en dokumentar om Italien. Samtidig var serien kilde til en enorm mængde information om både hoteldrift, byggeprojekter, om Italien, italienere - og danskere.

Ikke alene lærte vi en hel del om Italien og livet i en lille Italiensk landsby. Ligeså interessant lærte vi en hel del om vore landsmænd, fordi en del af seriens præmis var, at de danske typer landede i et miljø, hvor de næsten var som hunde i et spil kegler - og vi hørte de lokale tale om dem.

Programdeltagerne var, givetvis bevidst, castet som en række danske ærketyper. Vi så hvilke danske typer, der kunne klare sig i en sydeuropæisk, ret fremmed verden – og hvem der faldt igennem. Det blev afsløret, hvem der havde globaliseringsflair, og hvem der mere var i charter-kategorien,

Her tænker jeg ikke på folks talent for at lære sprog. Et godt sprogøre er noget, man arver.

Seerne kunne erfare, at den danske generthed, stilhed og reserverthed – uden spiritus indenfor rækkevidde - faldt igennem.

De fik udfordret den sikre danske selvforståelse om, at vores måder, stil, løsninger, omgangsform, naturligvis, er den rigtige. Der blev sat spørgsmålstegn ved et par af de indpodede danske forestillinger.

Alt i alt – moderne public service.