Berlingske's chefredaktør, Lisbeth Knudsen, slår mig ikke som værende den, der sætter sig ned og tuder. Men hun kommer umanerligt tæt på i sit seneste indlæg på chefredaktørens blog, hvor hun begræder den globale avisbranches kollektive og voldsomme nedtur. Fuldt forståeligt iøvrigt når man anskuer verden ud fra hendes skrivebordsstol.
Problemerne med det er flere. For det første løser det ikke noget at konstatere, hvordan verden nu engang ser ud - det kan tværtimod være starten på at finde ud af, hvad der så skal ske. Hvordan man skal overleve. For det andet er Lisbeth Knudsens argumentation en slet skjult opfordring til endnu mere konkurrenceforvridende mediestøtte, hvilket i sig selv er problematisk, fordi det ikke bare skævvrider konkurrencen men også skaber et afhængighedsforhold til statsmagten med de store checks.
Sidst men ikke mindst sætter Lisbeth Knudsen lighedstegn mellem journalistik og aviser. Det er helt forkert. Aviser er blot en distributionsform. Samfundet ville ikke begræde, hvis aviserne pludselig var væk - samfundet ville begræde, hvis journalistikken pludselig forsvandt.
Af samme grund er det måske også tid til at tørre øjnene, og gå i brechen for journalistikken og så opgive en distributionsform, som tiden er godt på vej til at løbe helt og altafgørende fra? Personligt tror jeg på dette udgangspunkt, fordi fokus på journalistikken og hvordan man bevarer den uden at være omklamret af en trykpresse, bør åbne op for nye tanker omkring distribution og dertil hørende forretningsmodeller, der set over et længere perspektiv kan sikre den journalistiske vagthunds eksistens og integritet.
Nogle gange skal skoven brænde helt ned for at noget nyt kan spire.
.jpg){kind=logo}
Mads, du har som (næsten)
Mads, du har som (næsten) sædvanligt helt ret. Det er en del af netværkssamfundets generelle decentraliseringstendens, når de store nyhedsgiganter må skære ned og give plads til mindre nyhedsudbydere, der kan være helt lige så gode og skarpe som de gamle giganter.
Dog synes jeg, Fru Knudsen skal have ros for at have set skriften på væggen og for ikke at klamre sig til et eller andet industrisamfundsbaseret håb om at kunne gå tilbage til mikrobetaling eller andre betalingsløsninger.
Hun skal også have ros for tilsyneladende at være klar til at skære Berlingske ned i størrelse, og dermed konkurrere med de elektroniske opkomlinge, hvilket vil være nødvendigt, hvis de overhovedet skal overleve som brand.
Seattle Post-Intelligencer lukker i dag. Det bør være et kraftigt signal.
Ole - Som Public
Ole -
Som Public Service-fundamentalist er jeg HELT enig med dig i, at der også af demokratiske grunde skal være en kraftig strøm af det du kalder 'Grundjournalistik' i samfundet. Det er derfor, vi har public service-medier og idéen om en public service-pulje som også ikke-statslige medier kan få del i - en idé, jeg selv var med til at søsætte, da jeg arbejdede med mediepolitik for Det Radikale Venstre.
Men jeg er til gengæld helt uenig med dig i at decentralisering betyder nichemedier og borgerjournalistik. Små medier med et begrænset antal journalister kan sagtens lave vigtig og bred "omnibus"-journalistik, og fællesskaber mellem små medier kan det også. Det var jo f.eks. Computerworld (og endda en blogger), der startede hele Stein Bagger-sagen?
Jeg tror såmænd både Berlingskes og Politikens journalistiske værdier har en fremtid, lige så vel som deres brands har det, på forskellige platforme, herunder også print. Men der vil bare ikke være helt lige så mange journalister ansat, og hele apparatet vil bare være mindre.
Imens vil så medier dukke op og konkurrere med de gamle giganter - og jeg tror sgutte på, at ordentlig journalistik ikke skulle være en konkurrenceparamter i den sammenhæng.
Måske skulle vi bare starte
Måske skulle vi bare starte med at gennemregne, hvor mange penge, der reelt set skal til for at kunne drive en journalistisk redaktion uden omkostninger til papir, tryk og distribution. Når vi så kender det tal, kan vi begynde at diskutere, om vi kan få enderne til at mødes, og hvordan vi så gør det. Så længe vi snakker om tabte milliarder på print - milliarder der ALDRIG kommer tilbage - skævvrider vi diskussion og flytter overhovedet intet.
Lad mig bare gentage pointen fra mit oprindelige indlæg: Det er JOURNALISTIKKEN vi ikke kan undvære og derfor skal redde - IKKE aviserne. For nej, der er ingen naturlov, der siger, at grundjournalistik kræver papir...