Politiken Søndag langede i deres leder ud efter politikere og medier for manglen på kritiske spørgsmål i forbindelse med det nyligt overståede OL. Hvor var alle de kritiske spørgsmål, der var stillet før OL, under selve legene?
Et relevant spørgsmål - men også lettere forudsigeligt. Der er paradoksalt nok ingen, der er bedre til at efterlyse kritiske spørgsmål, end dem, der skal levere dem - pressen selv.
Der er også et ledigt standpunkt, der egentlig er mere interessant at forfølge: Kan den massive mediedækning af OL i Kina i sig selv have gødet de demokratiske kræfter i Kina, selvom pressen ikke konstant har stukket det kritiske kamera op i snuden på den kinesiske elite eller menigmand? Kan mediernes dækning og tilstedeværelse i sig selv gøre en positiv forskel?
Og måske er jeg jubel-optimist, men mit bud er ja. Mit bud er, at flere i dag er opmærksomme på Kinas gradbøjning af demokratiet, fordi det har ligget som en underlæggende del af dækningen og debatten - og formentlig har været med til at gøre presseopbudet og dækningen så massiv. Mit bud er, at det gør en froskel, at verdens øjne har hvilet på landet - uanset at det var sport og ikke politik, der blev kigget på. Medierne blev lukket indenfor og dermed blev de demokratiske kræfter også lukket indenfor i hvert fald for en tid - det ville en boykot ikke have gjort.
.jpg){kind=logo}
