/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:"Table Normal";
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-priority:99;
mso-style-qformat:yes;
mso-style-parent:"";
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin-top:0cm;
mso-para-margin-right:0cm;
mso-para-margin-bottom:10.0pt;
mso-para-margin-left:0cm;
line-height:115%;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:11.0pt;
font-family:"Calibri","sans-serif";
mso-ascii-font-family:Calibri;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-fareast-font-family:"Times New Roman";
mso-fareast-theme-font:minor-fareast;
mso-hansi-font-family:Calibri;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;}
Kl. 21.33 var to års valgkamp og følelsesmæssig rutschebanetur overstået. Sammen med min kammerat Lars stod jeg på Café Troupe på hjørnet af P Street og 21. Gade i Washington DC, det eneste offentlige valgarrangement, den lokale afdeling af det demokratiske parti holdt i Washington. Vi var på det tredje glas rødvin, da Ohio blev lagt i Obamas kurv. I 2004 overværede jeg valget fra Los Angeles, og der sad vi til kl. Hest om natten for at vente på den sidste stat, der skulle falde på plads – Ohio. Og den gik som bekendt til George W. Bush, og vandt ham valget. Det skete først officielt dagen efter valget. Men i aften blev statens valgresultat vippet over til Obama kl. 21.33. Kl. 21.45 gik de noget republikaner-agtigt udseende gentlemen i baren med bøjet hovede. Ca. Kl. 22.20 gik en flok ældre demokrater for at fejre den kommende valgsejr bag hjemmets fire vægge. Kl. 22.30 kunne Lars og jeg konstatere, at vi var de eneste to hvide mennesker tilbage i baren. Ud over os var der 10 afro-amerikanere, der naturligt nok var endog endnu mere engagerede i valgresultaterne på fjernsynet i baren, som vi var.
Kl. 23 skete det så. Netop som vestkyststaterne Californien, Oregon og Washington blev lagt i Obamas kurv, kunne CNN så meddele, at Barack Hussein Obama nu er den nye præsident i USA. Rummet eksploderede. Jeg kneb adskillige tårer, omfavnede folk, jeg aldrig havde set før og alle de andre sædvanlige ting, man gør, når man oplever et enestående, historisk øjeblik (ahem...)
Der blev poppet en flaske champagne. Festen var igang. Og kort efter blev alle stille, da John McCain gav sin såkaldte concession speech, hvor han opgav kampen. I øvrigt måske den mest ærefulde tale af slagsen, USA har været vidne til i mange, mange år. Nu manglede vi bare Obama. Men han lod vente på sig, og Wolf Blitzer besluttede sig derfor for at gå til det første reklamebreak i næsten en time. I forvejen har stationen været hårdt ramt på pengepungen, fordi valget blev relativt tidligt. Men en time uden reklamer i USA – det koster knaster. De fleste var derfor også klar til at modtage budskabet fra den første annoncør, der kom på efter at USA havde fået en ny præsident.
Den heldige annoncør-vinder var Cisco, der reklamerede for sin netværksstrategi, The Human Network, en kampagne, der minder lidt om Nokias ”Connecting People”-tanke. Deres reklame havde endda John Lennon ombord, der synger om ”Power to the people”. Hvor passende. Og hvor dyrt. Tillykke til Cisco. Deres reklame var langt fra specialdesignet til det guld-slot, de fik lov at fylde der (den reklame har kørt længe), men den skabte formodentlig mere genkendelighed, end de kunne ønske sig på grund af tidspunktet. Så Obama vandt præsidentvalget – Cisco vandt kampen om publikums opmærksomhed blandt annoncørerne på den dyreste annonceaften overhovedet.
Da Obama havde holdt sin fantastiske og i høj grad citérbare takketale, tilsluttede vi os de dyttende, hujende og festende horder nede foran det hvide hus. Hvis man kan forestille sig stemningen på Rådhuspladsen, da Danmark vandt EM i 1992 – men bare endnu stærkere og naturligvis langt vigtigere for verden – så er man ikke helt ved siden af. Lydsiden af den fantastisk smukke by i aftenlyset var en blanding af suset fra tusinder af mennesker, der festede i glædesrus foran det hvide hus, og biler, der dyttede på livet løs. En magisk aften – og en ny tid er indvarslet.
Tak for det, Obama.
