.jpg)
I Mennesker og medier - Lasse Jensens udmærkede fredagsprogram på P1 - udspillede der sig en aparte ordveksling, da han den 6. februar havde besøg af Lars Much, koncerndirektør i JP/Politikens Hus:
Lasse: Hvis Berlingske kom til salg... ville du så stå forrest i køen... og tror du, du kunne få lov til at købe det?
Lars: I fald jeg gjorde det, ville jeg ikke fortælle det i P1 i hvert fald.
Lasse: ... nej, nej... hvornår... vil du overveje det...eller.. er det noget, du overvejer?
Lars: I fald jeg overvejer det, bliver det ikke her, Lasse, jeg kommer til at fortælle om det.
Herefter opgav Lasse Jensen klogeligt at komme videre.
Når ordvekslingen er aparte, skyldes det ikke, at Lars Munch bruger det antikverede udtryk "i fald" - for den slags udtryk bruger selv relativt unge ledere i dagbladsbrachen - it goes with the job, om jeg så må sige. Nej - det underlige er, at Lars Munch ikke kategorisk og med det samme afviser muligheden af, at JP/Politikens Hus kunne købe Berlingske.
Jeg tolker det mest som et signal om, at Lars Munch er smigret ved tanken og gerne lader den hænge i luften - om ikke andet så for at drille kollega Lisbeth Knudsen. For Lars Munch ved jo, at han ikke har en kinamands chance for at få lov til at købe Berlingske. Konkurrencemyndighederne ville naturligvis aldrig tillade det - og hurra for det, for det ville være en katastrofe ud fra en demokratisk synsvinkel, hvis så godt som hele den danske dagbladsbranche blev samlet under Munch og Ejbøl - fondseje eller ej.
Foreløbig tyder alt på, at trængte Mecom har tænkt sig at sælge alt andet frem for Berlingske, så det er langt fra sikkert, at den danske del af koncernen kommer til at skifte ejer i år. Omvendt kan det bestemt ikke afvises, og skulle det ske, er der heldigvis langt bedre bud på nye ejere end JP/Politikens Hus.
Det mest oplagte er vel Bonnier, som allerede ejer Børsen, som ville være et noget nær perfekt match med Berlingske Tidende. Men norske Schibsted eller for den sags skyld Egmont eller Aller ville også være fine bud. Schibsted har ganske vist tidligere afvist det danske marked som uinteressant, og Aller har gentagne gange slået korsets tegn, når talen er faldet på dagbladsopkøb... men tanken er da vederkvægende (som en dagbladschef ville udtrykke det.)
Berlingske har som de seneste ejere haft en koncern uden de store publicistiske kompetencer, men med røven fuld af penge (Orkla), og en koncern med publicistiske kompetencer, men uden en krone (Mecom). Hvor ville det være lykkeligt, hvis Berlingske næste gang får en ejer med begge dele.