I begyndelsen af juni kom det såkaldte rejsehold med et sæt anbefalinger til, hvordan fremtidens folkeskole kan skrues sammen, så vi sikrer, at der kommer robuste og dygtige unge mennesker ud i den anden ende.
Jeg havde personligt set frem til fremlæggelsen med stor spænding, fordi jeg har to drenge i den alder, og jeg glædede mig til, at vi kunne få en god og åben debat om emnet.
Henover sommeren er rejseholdet da også blevet nævnt i 179 artikler i de danske dagblade - i de seneste 30 dage dog kun i sølle 19 (ifølge Infomedia).
To andre nok så væsentlige emner har nemlig så godt som fortrængt alt anden politisk journalistik: Helle Thorning-Schmidts mulige skattesag og Lene Espersens udeblivelse fra en række udenrigspolitiske møder.
To sager, som i substansen er til en omtale på side tre på en tynd mandag, er nu blevet skamredet i ugevis (månedsvis for Espersens vedkommende), og hovedpersonerne har måttet gå bodsgang ad flere omgange på nationalt tv.
Sammenlagt er Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen blevet omtalt omkring 2.000 gange over de seneste 30 dage. Til sammenligning er Irak blevet nævnt 548 gange og Folkeskolen 588 gange i de danske aviser.
I min sommerferie har jeg læst et par bøger, som har mindet mig om, hvorfor jeg gerne ville være journalist. En samling af Malcolm Gladwells bedste artikler fra The New Yorker og SuperFreakonomics, hvor økonomen Levitt og journalisten Dubner beskyder en lang række forskellige emner fra global opvarmning til tv’s indflydelse på kvinders liv i landdistrikterne i Indien.
Fælles for de to bøger er, at jeg er blevet klogere af at læse dem. Forfatterne præsenterer deres materiale på en måde, som skaber nye sammenhænge og nye indsigter. Med udgangspunkt i fakta - ofte statistik - og krydret med historier om mennesker af kød og blod trækker Gladwell, Levitt og Dubner den ene overraskende sandhed efter den anden op af hatten.
Fra den danske mediehat har der ikke været meget at hente denne sommer.
.jpg){kind=logo}
