
Markedet jubler over, at David Montgomery i går varslede sin afgang som bestyrelsesformand for Mecom. Aktiekursen er steget med 11 procent, på trods af, at ingen reelt ved, hvad der nu kommer til at ske med selskabet - bortset fra at Montgomery forsvinder.
Ifølge The Guardian er en plan om at opsplittte Mecom og frasælge delene nu blevet skrinlagt, men ser man på, hvad der er tilbage af Mecom efter frasalgene i Tyskland og Norge er det umiddelbart svært at få øje på synergi-effekterne på tværs af de fire lande, selskabet nu opererer i (Holland, Danmark, Polen og Norge).
Den logiske udvikling vil være en opsplitning og et salg af den simple grund, at andre ejere vil kunne få mere ud af aktiverne på de respektive markeder.
I Danmark har JP/Politikens Hus vist interesse - men det er tvivlsomt om konkurrencemyndighederne vil tillade et opkøb, der ville gøre Lars Much til "direktøren for det hele."
Alt det er fremtid, og vi skal nok få lejlighed til at gisne og gætte i de kommende måneder. I mellemtiden kan vi jo gøre en kort status over Montgomerys virke i Danmark.
Helhedsindtrykket er ikke kønt, og det er især den første tid, der skæmmer.
Montgomerys beslutning om at lancere det gratis dagblad Dato i august 2006 som et modtræk mod Nyhedsavisen er uden sammenligning den mest ubegavede, jeg har været vidne til i de mere end 10 år, jeg har fulgt den danske mediebranche.
Beslutningen blev trumfet igennem af Montgomery personligt, endnu inden han formelt havde overtaget styringen, hen over hovedet på den daværende ledelse i Berlingske, og Dato endte med at koste huset mere end 200 millioner kroner. Penge som kunne have medvirket til at ruste Berlingske til de hårde tider, som fulgte.
Berlingske var i en position, hvor de kunne have ladet JP/Politiken bløde i kampen mod Nyhedsavisen, mens de selv koncentrerede sig om blandt andet at lukke hullet til rivalerne online. En bedre strateg ville have udnyttet den situation kynisk.
Siden Lisbeth Knudsen tiltrådte som koncernchef i Berlingske i november 2007 har der til gengæld været ret stille om David Montgomery i Danmark - han har uden tvivl haft bankmøder at passe i England.
Aktieanalytikeren Henrik Schultz fælder en hård dom over de to ben i Montgomerys strategi for Mecom i dagens udgave af Berlingske Tidende:
"Det ene var, at man kunne få stordriftsfordele ved at samle medievirksomheder på tværs af landegrænser. Det andet at man kunne opnå så store synergieffekter, at det kunne betale sig at finansiere det med gæld. Den strategi er jo vingeskudt nu, og min vurdering er, at Mecom ikke længere er den rigtige ejer af Berlingske Media," siger han.
Sammenlagt må man vel konkludere, at Montgomery ikke på det forretningsmæssige plan formåede at løfte Berlingske markant.
Omvendt kan man måske som samfundsborger glæde sig over, at Montgomery viste sig at være styret af et publicistisk hjerte i langt højere grad, end man antog, da han først kom til. Med en mere hårdkogt finansmand i spidsen ville de underskudsgivende dele af Berlingske-imperiet måske have fået en anden skæbne.