.jpg)
Debatten om branding af journalister - altså hvorvidt journalister skal gøre opmærksomme på, hvem de er, hvad de kan, og hvad de mener på diverse blogs og sociale medier er for nylig brudt ud igen.
Slaget lader til at stå mellem dem, der mener, at effektiv personlig branding er et resultat af godt journalistisk arbejde, og dem der mener, at det ikke er nok.
"The work creates the brand", som Owen Youngman, der underviser i journalistik skriver her.
Han reagerer på en klumme af Gene Weingarten fra Washington Post, der kraftigt tager afstand fra branding-begrebet.
En ung journaliststuderende har formastet sig til at sende Weingarten et spørgsmål om, hvordan han har bygget sit personlige brand gennem årene. Det afføder en længere bandbulle imod, at svaret på mediebranchens udfordringer skulle være at markedsføre sig selv som "Cheez Doodles". Sidstnævnte aner jeg ikke, hvad er, men det lyder som noget billigt skidt fyldt med tomme kalorier.
Weingarten er i det hele taget gal på tidens nivellering af journalistikken, som betyder, at klummer, artikler og analyser alt sammen kaldes for indhold på linje med læser-snapshots af kæledyr og des lige, som medierne i stigende grad bringer for at lefle for læserne.
"Now, the first goal seems to be self-promotion — the fame part, the 'brand'", raser Weingarten.
Editorsweblog.org har lavet en kort opsamling af debatten, som den klumme gav anledning til.
En af de vigtigste pointer efter min mening er, at branding ikke handler om at lefle for at få trafik eller at gøre hæmningsløst opmærksom på sig selv, men om at vinde læsernes respekt ved at komme dem i møde på de platforme, hvor de er.
"To achieve that, journalists and other experienced content creators need to apply their professionalism to the new ethos of digital publishing. They need to build a bridge from traditional media values to all those traffic numbers", som Lewis DVorkin skriver på forbes.com.
Her på sitet har Berlingskes community manager Astrid Haug også talt om behovet for, at journalister selv tager del i at gøre opmærksom på, hvad de har produceret og at igangsætte en samtale om det med læserne, hvilket i sidste ende kan forbedre deres arbejde. Deri ligger jo også en form for personlig branding, som journalisterne kan tage med sig uanset, hvilket medie de arbejder for.
I Sverige har man startet et site, der skal sætte mere fokus på skribenterne bag artiklerne og gøre det nemmere at søge på sine yndlings meningsdannere. Men hvis ikke journalisterne selv bruger sitet og svarer på kommentarer osv., er værdien af sitet måske begrænset. Til gengæld udliciteres noget af arbejdet med at gøre opmærksom på sig selv til nogle andre.
Når det er sagt har journalist-branding vel altid eksisteret? Men måske har professionaliseringen af medierne i en periode medført, at de har skygget mere for deres journalister, som nu igen er begyndt at gøre sig mindre afhængige af, hvilket medie de skriver for og er blevet mere opmærksomme på, hvem de skriver til?
