Løs mysteriet om humlebien Danmark

Cecilie Thorup Blogindæg

Den danske betalingsbalance har igen sat rekord i juni med et overskud på 8,5 mia. kr. skriver blandt andre EPN.

I en stilfærdig kommentar fra en seniorøkonom i Danske Bank hedder det:

"De rekordstore overskud på betalingsbalancen sender et signal om, at dansk økonomi fortsat er konkurrencedygtig. Det hersker der heller ikke nogen tvivl om trods de mange negative historier om den danske konkurrenceevne gennem længere tid."

"Længere tid" kan vel her oversættes til 30 år. Ja, faktisk kan jeg ikke huske et tidspunkt gennem mine mere end 40 år, hvor de danske medier ikke har været fulde af historier om, hvorfor den danske/skandinaviske velfærdsmodel ikke er levedygtig, og hvorfor vores konkurrenceevne er på vej i kulkælderen.

Eksperterne - så godt som alle - har gennem alle disse år hver gang en journalist har spurgt stået beredvilligt parat med udsagn som:

"Den høje danske indkomstskat medfører hjerneflugt."
"De høje danske lønninger presser konkurrenceevnen og sender jobs til udlandet."
"Selskabsskatten gør det nærmest umuligt at drive virksomhed."

Osv. osv. Igen og igen op igen og igen.

Men på intet tidspunkt har vi fået den rigtige historie fortalt - historien om, hvorfor humlebien kan flyve - for det tør jeg godt konstatere, at den kan - based on experience.
Hvor ville det være fantastisk, hvis vi kunne blive klogere på, hvorfor det kan lade sig gøre at have et stabilt samfund, hvor flertallet er på offentlig forsørgelse og resten betaler en tårnhøj skat. Hvor mindstelønnen er vanvittig og incitamentet til at starte nye virksomheder begrænset.

Man skulle synes, at der et eller andet sted i et støvet universitetskontor sidder en hengemt og glemt professor i økonomi, som også har undret sig over, at praksis ikke opfører sig som teorierne tilsiger - og som måske har ledt efter en forklaring.

I stedet for det talentløse mikrofonholderi over for diverse "tænketanke", der bare gentager gamle ligegyldige dogmer og sorterer fakta, så de passer til deres verdensbillede, burde det så ikke være muligt som journalist og som medie fordomsfrit at lede efter forklaringer - ikke (kun) på den forventede fiasko for velfærdsmodellen, men (for en gangs skyld) på den helt usandsynlige succes, vi hidtil har oplevet.

Jeg er som mange andre ét stort spørgsmålstegn.
Hvorfor kan humlebien flyve?