Det er nemt at ryste på hovedet af David Montgomerys drøm om en europæisk aviskoncern, hvor benhårde nedskæringer, synergier og stordriftsfordele kunne gøre opkøbene i Norge, Polen, Holland, Tyskland og Danmark til guldrandede forretninger for Mecoms ledelse og aktionærer.
For hvem ved sine sansers fulde fem ville frivilligt gå ind i avisbranchen, med mindre man har fået et akut udbrud af pengeallergi og hurtigst muligt vil skille sig af med sin formue?
Nu har magtfulde aktionærer endegyldigt punkteret Montgomerys strategi, som de ikke længere har tillid til, og de er lykkes med at presse ham ud af selskabet. Split hellere forretningen ad og behold det område der går bedst - Holland - lyder det fra kapitalfondene, der ikke er gået ind i mediebranchen af blødende publicistisk hjerte, men nærmere fordi aktierne har været billige, og fordi de ser muligheden for en hurtig gevinst.
Det er vist stadig lidt uvist, om Montgomery mest er publicist eller pengemand - eller blev tvunget til at hælde til det sidste i takt med, at finanskrisens fæle ansigt for alvor viste sig. Men ingen af delene har han haft videre held med, i hvert fald er det hverken lykkes ham at gøre de journalistiske medarbejdere trygge ved sit lederskab, og investorerne er heller ikke tilfredse. Da Montgomery købte Berliner Zeitung i 2005 medførte det stærke medarbejderprotester og en chefredaktørafgang. Da Orkla solgte til Mecom i 2006 medførte det en strøm af bekymrede udmeldinger fra tillidsmændene, der frygtede nedskæringer. Og dem har de i høj grad fået. Særligt Berlingske Media bliver i Mecoms halvårsregnskaber fremhævet som et mønstereksempel.
Men mediebranchen har måske været en af de brancher der senest har omstillet sig til de nye tider, hvor hævdvundne rettigheder, skyhøje lønninger, lukrative orlovsordninger og synet på journalistikken som et ophævet embede, hvis udførsel kun en særligt indviet skare af dygtige journalister, der blev udnævnt til chefer for alvor kunne forstå.
I dag er journalistikken stadig den motor, der får et mediehus til at køre, men det er indtægter fra alle mulige andre kilder, som er med til at tjene benzinpengene ind. David Montgomery så måske muligheder i at betragte et avishus som om det rent faktisk var en forretning, der skulle drives så effektivt som muligt. Den ambition har krisen for alvor plantet i et hvert mediehus i dag. Alligevel er avisdrift for de færreste noget man bliver fed af. Men det betyder heldigvis ikke så meget for de fleste danske avishuse, fordi deres ejere stiller krav om at pengene skal tjenes for at udgive aviser og ikke omvendt.
Sådan spiller klaveret ikke i Mecom, hvor børsnoteringen sidestiller selskabet med alle mulige andre produktionsvirksomheder, og hvor dommen over selskabets 'performance' er lige så hård som den er kynisk. Således er aktiekursen steget 11 pct. i dag som følge af nyheden om David Montgomerys afgang.
Ikke engang Rupert Murdoch fra News Corp. forventer vist for alvor at blive rig af sine avisopkøb i USA, som tæller Wall Street Journal og New York Post. Ifølge Michael Wollfs biografi om Rupert Murdoch skyldes opkøbene i lige så høj grad ønsket om at udfordre den amerikanske elite og dens højborg New York Times. Ikke just en rationel begrundelse.
Måske blev Montgomery ramt af 'The curse of the media moguls', hvor det at slå ud med armene og opkøbe medievirksomheder - der er omspundet af en sær magi og tiltrækningskraft - får selv den bedste pengemand til at lægge excelarket fra sig og sole sig i opmærksomheden. Eller måske troede David Montgomery blot, at han i en verden før finanskrisen kunne gøre sig selv og andre rige ved at udgive aviser.
.jpg){kind=logo}
