.jpg)
Jeg vil ikke tage noget fra Kristeligt Dagblad og dobbeltwhopper Erik Bjerager, som naturligvis skal have lov til at fejre både avisens overskud på 3,8 mio. kr. før skat i 2010 og oplagsvæksten på et par procent.
Men resultatet kan ikke skjule, at Kristeligt Dagblads situation er overordentlig skrøbelig, og at avisens fremtid reelt ligger i hænderne på mediestøtteudvalget under Henning Dyremose og de politikere, der kommer til at tage stilling til udvalgets forslag.
Alene fra Dagbladspuljen modtog Kristeligt Dagblad knap 26,7 mio. kr. i distributionsstøtte i 2010 - det er næsten 25 procent af den samlede nettoomsætning på 107,8 mio. kr. Dertil kommer den mere diffuse værdi af, at bladsalget ikke er belagt med moms.
Erik Bjerager har i diskussionen om den fremtidige mediestøtte gjort sig til talsmand for, at et medie skal bevise sin kommercielle levedygtighed i en periode, før det kan blive berettiget til støtte. Men Kristeligt Dagblad har efterhånden gennem masser af år bevist, at avisen ikke er kommercielt levedygtig.
Til gengæld er avisen redaktionelt levedygtig og efter min mening et godt eksempel på et medie, som vi bør støtte. Personligt mener jeg til gengæld ikke, at de 26,7 mio. er bedst givet ud som en støtte til papirdistributionen. Avisen har 94 ansatte - per ansat udgør distributionsstøtten altså 284.000 kr. årligt.
Man kan også sige det på en anden måde. Hvis en gennemsnitligt journalist koster 600.000 om året, så ville Erik Bjerager kunne lønne 44,5 journalister for tilskudsbeløbet - hvis ikke han var tvunget til at bruge pengene på at fragte avisen ud til abonnenternes postkasser. Kristeligt Dagblad kunne producere den samme mængde stof som i dag og forære det hele væk gratis til danskerne som public service på nettet og andre digitale platforme, hvis støtten ikke var bundet til papiret.
Hvis politikerne mener det alvorligt, når de siger, at støtten til medierne ikke er "værftsstøtte" til en trængt branche med forretningsmodeller under pres, så bør de nødvendigvis se på, hvordan vi som samfund får mest tilbage for støttekronerne i form af oplysende og debatskabende indhold, som er tilgængeligt for så mange borgere som muligt. Ændringerne skal naturligvis ske gelinde, så vi ikke skyller aviserne ud med badevandet - men det er altså ikke rationelt i et samfundsperspektiv at fastholde de nuværende støtteordninger.
