Hvad er god webjournalistik?
Eller rettere: Hvordan adskiller god webjournalistik sig fra god journalistik i øvrigt.
Et interessant spørgsmål som er aktualiseret af Jakob Elkjærs nye bog "Sådan redder de journalistikken", hvor han fremdrager en række onlineeksempler til efterfølgelse - hovedparten fra USA.
Personligt hælder jeg nok mest til det simple svar: Der er ingen forskel på god journalistik og god webjournalistik. Naturligvis er der på nettet nogle muligheder for interaktion og multimediepræsentation, som ikke er tilgængelige på papiret, men ser man på fundamentet er forskellen ens.
Nettet har til gengæld gennem sin målbarhed udstillet nogle sandheder om den måde, vi konsumerer journalistik på.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at en artikel om Paris Hiltons bryster også i papiravisen Politiken ville få flere læsere end en artikel om sund mads betydning for indlæringen i folkeskolen.
Men fordi papirjournalistikken ikke er atomiseret i samme grad som netjournalistikken, springer sandheden om den laveste fællesnævner ikke i øjnene på os.
Nettet er forbasket målbart, og de enkelte historier kæmper på lige fod om klik. Og sidevisninger er nu engang den valuta, annoncørerne afregner efter.
Derfor trækkes det journalistiske niveau langsomt men sikkert ned. Det kan simpelt hen ikke betale sig at lave dyr, undersøgende journalistik, når en kort citathistorie om "hestepigen" Tina Lunds seneste meritter trækker flere penge ud af annoncørerne.
Atomiseringen af stoffet og målbarheden har fået medierne til langt hen ad vejen at se bort fra alt, hvad de har lært gennem de hundrede år, journalistikken har udfoldet sig på papiret.
På nettet illustreres en historie om svinepest gerne af et gigantisk billede af en kotelet. En historie om finansloven får påklistret en hundredekroneseddel. Historien bag en overskrift sløres bevidst, så man er nødt til at klikke sig ind på en ny side, før man får svaret. Artikler deles op i småbidder. Links til andre artikler proppes ind mellem afsnittene. Hurtighed og kvantitet slår kvalitet. Journalister og redaktører udsætter hæderkronede mediers brands for en behandling, de ville skamme sig over, hvis det foregik på print.
Der er kort sagt uendelig langt mellem online-snapsene og ingen af de brede danske onlinemedier har i dag en kvalitet, som nærmer sig noget, man kan tage penge for.
Sådan behøver det ikke blive ved at være. Jeg tror, der er en tiltagende bevidsthed om problemet hos redaktørerne. Den bliver nok hjulpet på vej af de meget lave annoncepriser, der gør det nødvendigt at tænke i nye baner. Prisen for en sidevisning er snart så ligegyldig, at den skade brandet lider på grund af mishandlingen, kommer til at betyde mere, end nok så mange klik kan rette op på.
Samtidig er der i horisonten ved at opstå nye muligheder for igen at pakketere på en mere meningsfuld måde, så værdien af et medies onlinejournalistik, ikke længere vil kunne måles ved at at lægge værdien af de enkelte indholdsatomer sammen.
Hvis Berlingske Tidende, Politiken og Jyllands-Posten (for nu at tage tre konkrete eksempler) nogensinde skal kunne nå en onlineposition, der minder om den, de har på papiret, er de nødt til i langt højere grad at værne om deres brands og udvælge onlineindholdet efter andre kriterier end klik. De er nødt til at forsøge at skabe større sammenhæng mellem hvem der bruger dem online og hvem der bruger dem på print, og så må de lede efter nye måder at pakke indholdet på til enheder, som er mere relevante for både læsere og annoncører.
.jpg){kind=logo}
