
2010 har foreløbig budt på mindst otte tv-trends, som er værd at bide mærke i.
Jeg har samlet de otte tendenser her til inspirerende sommerlæsning - om få uger truer tv's efterårssæson.
1.) Tv-mediet er på ingen måde svækket, trods flere års dommedagsprofetier om flow-tv.
Danskernes tv-sening er vokset i de seneste par år, og gik yderlig i vejret i 2010. En gennemsnitsdansker havde i 1 halvår 2010 et dagligt tv-forbrug på 204 minutter - mod 187 minutter i samme periode sidste år.
2.) DR TV gjorde i første halvår et overraskende nyt indhug på seernes tidsforbrug. De nye kanaler, DR HD, DR K, DR Update og DR Ramasjang, trak DR TV op med knap ét procentpoint til en samlet share på 32,7, selv om hovedkanalen DR1 tabte over tre procentpoint de første seks måneder.
3.) Slukningen af det analoge tv-signal den 1. november 2009 var en nøglebegivenhed, der fik indflydelse på forårets tv-marked. Én konsekvens var, at mange husstande skaffede sig adgang til flere tv-kanaler. Det satte hovedkanalerne under yderligt pres. Seneste status fra Gallup lyder, at f.eks. DR2 kan ses af 98 procent, mens Zulu nu kan ses af 77 procent.
4.) Det var ventet, at TV 2-hovedkanalen fortsatte sin share-blødning, men hele TV 2-gruppens share-problemer gav løftede øjenbrynene, også udenfor Kvægtorvet og Teglholmen. I målgruppen 21-50 år afleverede TV 2s hovedkanal 4,3 procentpoint, og selv om TV 2s nichekanaler gik lidt frem, tabte TV 2-gruppen kommerciel styrke - helt præcist 3,4 procentpoint.
Tabet skyldes bl.a. konkurrenternes øgede penetration, men også at TV 2 i foråret har manglet profilprogrammer, der uge for uge kunne levere omkring én million seere.
5.) De mange nichebrands fik ikke megen gevinst ud af stigende penetration og dansk programmering, når man bedømmer dem i generelle målgrupper - altså ikke deres respektive kernegrupper.
I forhold til 1. halvår 2009 er både Discovery Channel, MTV og National Geographic Channel gået lidt tilbage, mens TV 2 Sport og VH1 er gået marginalt frem. Canal9 var en halv succes, fordi den trods alt fik spillet sig på banen med marginal share, og har nydt godt af VM i fodbold, der hjalp på både problemerne med distributionen og lave seertal.
6.) Børns tv-vaner var en af flere programtrends i første halvår. Der er flere børnekanaler at vælge imellem med ankomsten af Nickelodeon, Disney XD og ikke mindst den nye DR Ramasjang. Resultatet var, at børn så 10 procent mere tv, og at deres tv-sening i endnu højere grad skete på egentlige børnekanaler.
17 procent af al børnesening sker nu på DR Ramasjang, mens Disney XD har seks procent af børns tv-sening.
7.) Madprogrammer med opskrifter er næppe en ny genre på fladskærmen, men tilberedning og indtagelse af mad voksede sig til en stærkere programtrend, der er værd at hold øje med. (Som sociolog Eva Steensig forecastede)
'Spise med Price’ var allerede et sleeper-hit i 2009, men fænomenet blev større, og seertallene voksede sig helt ud af DR2-ligaen. Så meget at DRs programledelse flyttede de to brødre ind i DR1s primetime - med endnu højere seertal og stjernestatus til følge. Samtidig var der overraskende seersucces til programmerne ’Til middag hos… ‘ på TV3 og ’4-stjerners middag’ på Kanal 5, hvor indkøb, værtskab og spisning - og kendte - gik op i en højere enhed. De to programmer var næsten ens koncepter, endda placeret i samme timeslot.
TV 2 gik ombord i genren, men ramte skævt med 'Helvedes Køkken'.
8.) TV3-kanalerne og SBS-kanalerne udførte deres tv-håndværk bedre - hvilket udgør en tredje faktor i TV 2s udfordringer. Markedslederen får ikke kun modstand fra en seervenlig Robinson Ekspedition én gang om ugen, men fra andre tilbud - døgnet rundt. Målt på kommerciel styrke har TV3-gruppen således vundet 1,9 sharepoint, mens SBS henter sig 1,2 procentpoint, i forhold til 1. halvår 2009.
Kilde: Mediaedge:cia og Maxus har bidraget med tal og tolkninger af tv-markedet i første halvår 2010.